Dårlig økonomi tvinger nation til Nations Cup-afbud
Landshold

Dårlig økonomi tvinger nation til Nations Cup-afbud

Økonomien er så dårlig i det centralafrikanske land Chad, at fodboldforbundet ikke har råd til at sende landsholdet til kvalifikationskampe.

Africa Cup of Nations i 2017 bliver uden deltagelse af den centralafrikanske nation Chad.

Det står klart, efter landets fodboldforbund har besluttet at trække landsholdet ud af kvalifikationsturneringen til de afrikanske mesterskaber.

Landet er i øjeblikket placeret neders i Gruppe G og stod foran en udekamp mod Tanzania mandag. De to hold mødtes også onsdag i Chad, hvor Tanzania vandt 1-0.

Men nu står det klart, at landet ikke kommer til udekampen på mandag. Præsidenten for landets fodboldforbund, Moctar Mahamoud, skriver i et brev.

- Vi bliver nødt til at gøre klart, at vores landshold ikke når frem til returkampen, der spilles i Dar el Salaam den 28. marts.

- Der er ingen tvivl om, at vores land er blevet ramt hårdt af den globale, økonomiske krise. Grundet vores deltagelse i en række forskellige turneringer, er vi nu løbet ind i økonomiske problemer. Vi ønsker jer alle alt det bedste og undskylder for problemerne, som har været umulige at undgå, skriver præsidenten i brevet.

Det afrikanske fodboldforbund (CAF) har som sanktion valgt at udelukke Chad i kvalifikationsturneringen frem mod Africa Cup of Nations i 2019, mens fodboldforbundet også har fået en bøde på 100.000 kroner.