Danmark møder Sverige i semifinalen
Foto: Dalibor Gluck/Polfoto
Landshold

Danmark møder Sverige i semifinalen

Danmark skal op imod Sverige i semifinalen ved U/21-EM. Det står klart efter svenskerne fik 1-1 mod Portugal, der vinder gruppe B og møder Tyskland

Det bliver en ren nabokrig, når der på lørdag spilles semifinale ved EM. Danmark skal nemlig møde Sverige. Det står klart efter, at Gruppe B fandt sin afgørelse onsdag aften.

Sverige og Portugal spillede 1-1, og det betyder, at de to mandskaber begge glider videre til semifinalerne. Portugal som gruppevinder og dermed Tysklands kommende modstander, mens Sverige tager sig af andenpladsen og får fornøjelsen af Danmark.

Efter 82 minutter bragte Goncalo Paciencia Portugal foran, og det lignede Sveriges dødsstød, men i slutminutterne dukkede Simon Tibling op og udlignede til 1-1, som rakte for Sverige, der havde Ludwig Augustinsson med i startopstillingen.

Dermed kunne Italien ikke bruge deres 3-1-sejr over England til noget som helst. De er nemlig dårligere end Sverige i det indbyrdes regnskab.

Semifinalen mellem Danmark og Sverige spilles på lørdag i Prag. Kort før EM-afrejsen tørnede de to mandskaber sammen i en venskabskamp i Lyngby. Det opgør, som Danmark i øvrigt spillede størstedelen af med ti mand, endte 2-2.