Video : Tipsbladet
Landshold

Dreyer uenig med Riemer: Dolberg er skarpest

Anders Dreyer tager den beskedne hat på, når han skal beskrive, hvem af ham og Kasper Dolberg som er den skarpeste i den belgiske liga.

Tipsbladet i Helsingør

Den ene spiller kant og har været involveret i ni ligamål i 12 kampe. Den anden er frontangriber og har scoret i syv ligakampe i træk. 

Anders Dreyer og Kasper Dolberg er lige nu den varmeste duo i belgisk topfodbold, og de driver gæk med modstandernes forsvar på ugentlig basis. 

Selv om Dolberg i øjeblikket tager overskrifterne med sin flotte målbedrift, så er det alligevel Anders Dreyer, som Brian Riemer fremhæver som den nok farligste spiller i den belgiske række, Jupiler Pro League. Læs mere om det her.

Tirsdag formiddag var det Anderlecht-danskerne undtagen Kasper Schmeichel, som var udvalgt til at møde den danske presse hos landsholdets træningslejr på Hotel Marienlyst, og her var brandvarme Dreyer i det beskedne hjørne, da han blev spurgt til, om han er enig med sin cheftræner. 

- Ej, det må nok være Dolberg, når han har scoret syv kampe i streg. Vi begge har været ret skarpe, og det er fedt og noget, jeg selv er glad for, siger han med et skævt smil over læberne. 

Da han bliver spurgt lidt mere ind til samarbejdet med Kasper Dolberg, så lyder han selv en smule overrasket over, at de har fundet hinanden så hurtigt, efter Dolberg kom til i sommer. 

- Det er gået ret stærkt. Kasper laver bare mål efter mål – syv kampe i streg nu og er en vigtig spiller på vores hold. Når du har en angriber, der er garant for i hvert fald et mål hver gang, så er der en stor chance for at vinde nogle fodboldkampe. Vores samarbejde har været godt næsten fra begyndelsen af. Jeg tror også, det hjælper med at vi ses udenfor banen, hvor det ikke behøver handle om fodbold.

De to tilbringer også tid sammen udenfor banen med deres kærester, og når man tænker på, at der kun er et år imellem dem, så er det nærliggende, at de er gode kammerater. Kasper Dolberg har tidligere fået lidt røg for at være på sin egen stille og rolige måde på banen, men Dreyer ser ikke en holdkammerat, som gemmer sig.

- Personligt kan jeg pisse godt lide den måde, han er på. Han tager tingene stille og rolig, og det er måske derfor, at der er nogle, der ikke helt kan forstå ham nogle gange. Nede i Anderlecht er der godt gang i ham. Det er forskelligt fra land til land, hvordan man ser ham som spiller. Man kan ikke andet end at sige, det går godt for ham.

Det er stadig Kasper Dolberg...
Også Thomas Delaney har taget plads foran pressen tirsdag, og han er en af dem, som kender Kasper Dolberg rigtig godt. De spillede sammen i Sevilla og Hoffenheim, hvor begge på samme tid kæmpede med det, og grundlæggende handler opturen om tillid, som Dolberg får masser af nu.

- Der er ikke sket noget anderledes. De fleste, der har spillet sammen med Dolberg vil sige, at han er en af de bedste angribere, de har spillet sammen med. Så er der sikkert nogle trænere, der vil sige, at han ikke er den rigtige type og gør de rigtige ting, som andre fodboldspillere måske gør. Jeg tror, at lige nu er han et sted, hvor han får tillid. Det fik han ikke i Hoffenheim, hvor jeg var med, eller i Sevilla.

Han kan tydeligt mærke, hans kollega på toppen er glad, men han er stadig den samme.

- Han er glad. Det er der ingen tvivl om. Men det er stadig Kasper Dolberg...

Hvad indbefatter det?

- Nu scorede han på straffe, og der vendte han sig bare om for at komme ned og spille videre. Så det er stadig den samme. Men han virker glad, og det bør han også være, siger den noget mere rutinerede Delaney. 

Nogle ting ændrer sig ikke, og sådan noget er måske heller ikke helt tosset...

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images.