DBU og Danske Spil vil samle nationen
Lars Rønbøg / Getty Images
Landshold

DBU og Danske Spil vil samle nationen

DBU og Danske Spil har indgået et historisk samarbejde, der træder i kraft per 1. januar 2017 og løber frem til og med EM i 2020.

DBU har i forvejen tætte samarbejder med hummel, Select, Sportmaster og Carlsberg, og nu træder endnu en partner ind. Danske Spil skal fra 1. januar 2017 være partner på lige fod med førnævnte selskaber til og med EM-slutrunden i 2020. Det melder DBU og Danske Spil ud på DBU's hjemmeside.

For DBU handler samarbejdet i følge den kommercielle direktør, Katja Moesgaard, om, at de nu får en partner med samme mål som DBU, og at de to nu kan samarbejde om at samle nationen omkring det danske A-landshold og U21-landsholdet.

- Fodbold er den mest populære sport i Danmark, og fodboldlandsholdet har en unik mulighed for at samle nationen om nationalsang, Dannebrog og fejring af vores danske fællesskab. Det er også udgangspunktet i vores kampagne #vierdanskerne, og i det hele taget ser vi den moderne danskhed som en væsentlig ingrediens i vores partnerskaber med bl.a. hummel, Carlsberg, Select, Sportmaster og nu Danske Spil. Vi glæder os til det nye samarbejde om at skabe endnu større opbakning til de danske fodboldlandshold og til fodbold i det hele taget, siger Katja Moesgaard til DBU.dk.

Også Danske Spils marketingchef, Søren Nielsen, ser frem til de fordele, der er ved et samarbejde mellem de to partnere.

- I Danske Spil har vi altid haft fokus på at skabe en underholdende ramme omkring vores produkter. Med indgåelse af partnerskab med DBU og det danske fodboldlandshold kan vi nu tage helt nye skridt i retning af at skabe underholdende indhold – både for fans af de danske landshold og for Oddset-spillerne. På det parameter ser vi DBU som en helt oplagt partner for os, fordi der er så stor synergi mellem spil og fodbold, siger Søren Nielsen.

I følge Niels Erik Folmann, der er administrerende direktør i Danske Licens Spil, har Danske Spil længe søgt et samarbejde med det danske landshold, blandt andet fordi koncernen ønsker at være danskernes foretrukne spillested.