Eriksen-agent forstår ikke kritik: Olsen må være forvirret
Illustration
Landshold

Eriksen-agent forstår ikke kritik: Olsen må være forvirret

Morten Olsens kritik af Christian Eriksen efter nederlaget til Portugal bunder i forvirring, mener Martin Schoots, der er agent for Tottenham-spilleren.

Landstræner Morten Olsen var efter nederlaget til Portugal i tirsdags ude med en massiv kritik af specielt Christian Eriksen. Tidligere har Tottenham-manager Pochettino støttet sit stjernefrø, og nu mener Eriksens agent, at kritikken bunder i forvirring.

- Det mest sære er, at han bebrejder en spiller for nederlaget, som ikke engang var på banen. Siden 1872, hvor fodbold blev opfundet, er det formentlig aldrig sket. Presset har formentlig gjort ham forvirret, skriver Christian Eriksens agent, Martin Schoots, i en mail til TV2 og fortsætter:

- Først efter Christian blev skiftet ud, tabte Danmark. Så havde træneren forventet, at Christian skulle have rejst sig fra bænken og vendt tilbage til banen? Er det det, han bliver bebrejdet? 

Schoots understreger, at han udtaler sig for egen regning, og det således ikke er Eriksens holdning, han lufter i mailen. 

Christian Eriksen selv er nu tilbage i England, hvor han forbereder sig til weekendens storkamp mod Manchester City.