Fravalgt FCM-keeper: Jeg tror, jeg klarer mig
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Landshold

Fravalgt FCM-keeper: Jeg tror, jeg klarer mig

Jakob Haugaard kommer ikke med Danmark til EM, men det havde FC Midtjylland-keeperen heller ikke forventet.

Jakob Busk, David Jensen og Frederik Rønnow.

Det er de tre målmænd, der skal med til sommerens U/21 EM-slutrunde for Danmark. Det løftede landstræner Jess Thorup sløret for på et velbesøgt pressemøde i Brøndby mandag eftermiddag.

Dermed må FC Midtjylland-keeper Jakob Haugaard, der snart skifter til Premier League-klubben Stoke City, nøjes med at se med hjemme fra stuen, men det kommer ikke som nogen overraskelse for den dygtige keeper.

- Det var som forventet. Håbet og troen har selvfølgelig været der hele tiden – især efter jeg er begyndt at spille lidt her på det seneste - men jeg kan bestemt ikke påstå, at jeg er overrasket. Sådan er det, siger Jakob Haugaard til tipsbladet.dk.

Han spår landsholdet en god slutrunde, når det går løs i Tjekkiet om godt to uger.

- Jeg sad og fulgte med i udtagelsen, og jeg noterer mig, at målet er at gå videre fra gruppen. Det bliver svært, men sådan skal det også være til en slutrunde, og jeg synes, vi har et super stærkt landshold, og jeg tror på, det kan lade sig gøre, siger FCM-keeperen.

Den rød-hvide fest bliver altså uden deltagelse af Jakob Haugaard, men det bliver uden den mindste smule bitterhed, at han følger slutrunden som sofaseer i stedet for som deltager.

- Jeg havde håbet og troet, men hør her... Jeg er lige blevet dansk mester, og jeg skifter snart til Premier League. Jeg tror, jeg klarer mig, lyder det fra Jakob Haugaard.