Video : Tipsbladet
Landshold

- Han har været meget udskældt, men...

Kasper Schmeichel har skulle lægge øre til meget kritik, men bliver nu taget til forsvar af keeperkollega Kevin Stuhr Ellegaard.

Kasper Schmeichel står foran sin landskamp nummer 100 for Danmark. 

Det kan ske, når det danske landshold den 23. marts tager imod Schweiz i en venskabskamp i Parken. Det er da også kun Christian Eriksen og Simon Kjær fra den nuværende landsholdstrup, der kan bryste sig af flere kampe på landsholdsbæltet. 

Den tidligere Randers-keeper Kevin Stuhr Ellegaard spillede i 2004 i Manchester City med den formodede kommende jubilar, og selvom han ikke havde spået Schmeichel så mange kampe, forsikrer han om, at det ikke er kommet sovende til for den 37-årige landsholdskeeper. Det fortæller han til Discovery+

- Nej, det lå ikke i kortene, at han ville nå 100 landskampe. Det er rigtig flot, men han har altid været ekstrem træningsivrig. Når vi andre stod og hyggede og drak lidt vand, stod han og hamrede bolde rundt. Han blev en time efter træning til skudtræning med dem, der havde lyst til at sparke på mål. Det er hans træningsvillighed, der har skabt ham og ikke hans teknik. 

Ifølge Kevin Stuhr Ellegaard er der da heller ikke nogen tvivl om, hvem Kasper Hjulmand bør vælge mellem stængerne til den kommende EM-slutrunde. For selvom ikke alle er lige begejstrede for Kasper Schmeichel, er der bestemt én faktor, der gør ham berettiget til at være landsholdets førstekeeper. 

- Der er ikke nogen tvivl om, hvem der står for Danmark til EM. Det gør Kasper Schmeichel. Han har været meget udskældt, men han har nogle relationer med de andre forsvarsspillere der gør, at du ikke bare bytter keeper til en slutrunde. Han viser weekend efter weeekend i Anderlecht, at han er på det niveau (der kræves, red). 

Udover Kasper Schmeichel er Frederik Rønnow og Mads Hermansen også udtaget til de kommende testkampe for Danmark mod henholdsvis Schweiz og Færøerne. Du kan se hele truppen HER.