Jess Thorup: Et super spændende hold
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Jess Thorup: Et super spændende hold

Jess Thorup har store forventninger til U/21-landsholdet.

U/21-landstræner Jess Thorup har mandag udtaget sit landshold, der skal til EM i Tjekkiet senere på måneden. 
 
Danmark er i gruppe med Tyskland, Tjekkiet og Serbien, og selvom der er store forventninger til det danske landshold, har Thorup svært ved at vurdere mulighederne ved den kommende slutrunde. Han lægger dog ikke skjul på, at han vil have U/21-landsholdet videre fra gruppespillet.
 
- Det er en stor mundfuld at begynde at snakke om favoritter. Når jeg taler med andre fra UEFA, mener de, at Danmark er et piece of cake, fordi Danmark er et lille land med 5,5 millioner indbyggere. Vi skal videre fra puljen, og vi har muligheden for at vise, at vi i Danmark også kan udvikle talenter, siger Jess Thorup. 
 
Han mener, at Danmark råder over et stærkt landshold, selvom konkurrenterne også er stærke. 
 
- Vi har fået nogle spillere i store klubber i udlandet, men kigger man på Tyskland, Portugal og Frankrig, kan de måske stille fem-seks hold af vores kaliber. Hvis vi får nogle skader, er vi pressede. Sådan er det. Vi har et super spændende hold, og jeg glæder mig til, at vi skal prøve kræfter med de største, siger han. 
 
Jess Thorup har et par nye spillere med i sin trup i forhold til kvalifikatioen. Pione Sisto og Viktor Fischer er blandt de udvalgte. 
 
- Der er kommet nogle spillere ind fra sidelinjen i form af Pione Sisto og Viktor Fischer, der ikke har været med tidligere på holdet. Vi har noget X-faktor, fordi de kan noget andet. Det skal man også brug i en slutrunde. Vi skal kunne score mål og lave noget andet, siger han. 
 
Det danske U/21-landshold samles formelt 8. juni og spiller træningskamp mod Sverige den 11. juni. EM-slutrunden begynder 17. juni, hvor Danmark møder Tjekkiet.