Ny uro: Spillere fløj hjem fra landskamp for egen regning
Illustration: DBU
Landshold

Ny uro: Spillere fløj hjem fra landskamp for egen regning

Flere danske landsholdsspillere fløj ikke hjem sammen med resten af spillerne, da Danmark spillede 0-0 i Rumænien, skriver DR Sporten.

Dansk landsholdsfodbold har været igennem flere sager, men just som man troede, det hørte fortiden til, er en ny, og måske lidt mindre historie dukket op til overfladen.

Det er DR Sporten, der fortæller, at flere danske landsholdsspillere valgte at flyve hjem for egen regning efter landskampen mod Rumænien i marts, fordi de var utilfredse med den rejseplan, som DBU havde arrangeret. Blandt dem de tre FCK'ere Mathias 'Zanka' Jørgensen, Peter Ankersen og Andreas Cornelius.

Dermed landede flyet med spillere fra Superligaen og de nordtyske klubber i Københavns Lufthavn 02.47 den 27. marts, mens nogle af de andre spillere, der også skulle til Danmark, heriblandt Frederik Rønnow, først landede 15 timer senere.

Hverken de tre FCK'ere eller DBU ønsker at kommentere historien, men Spillerforeningens formand, Mads Øland, mener, at DBU bør gøre mere for at hjælpe spillerne hjem til klubberne.

- Jo det er det. Og det burde slet ikke være nødvendigt. Det burde være DBU, der havde arrangeret noget, som var tilfredsstillende tidsmæssigt og praktisk i forhold til de aktiviteter, man skal lave i sin klub efterfølgende. Det har ikke været tilfældet her, og så har spillerne været nødt til at agere, siger Mads Øland til DR Sporten på spørgsmålet, om det ikke er mærkeligt, at nogle spillere tager hjem før andre.

Ifølge DR Sporten havde Åge Hareide givet spillerne lov til at rejse hjem for egen regning, og det er da heller ikke unormalt, at spillere får lov til at rejse hver for sig, fordi de skal hjem til klubber i det meste af Europa.