Officielt: Åge Hareide præsenteret som dansk landstræner
Foto: Erland Vinberg / Polfoto
Landshold

Officielt: Åge Hareide præsenteret som dansk landstræner

Ganske som ventet er Åge Hareide ny dansk landstræner. Nordmanden har skrevet under på en to-årig kontrakt.

Kort tid efter at Morten Olsen stoppede blev norske Åge Hareide bragt i spil som et af de emner, som DBU har haft til samtale omkring jobbet som dansk landstræner. 

Nu er Åge Hareide netop præsenteret som ny dansk landstræner på et pressemøde hos DBU.

- Vi har haft tre-fire kandidater i spil til stillingen, men vi står her i dag med vores første prioritet, siger DBU-direktør Claus Bretton-Meyer.

Åge Hareide har skrevet under på en to-årig kontrakt med option på yderligere to års forlængelse. 

- Det siger alt. Det handler om resultater, og vi skal forsøge at komme til VM i 2018, lyder det fra Åge Hareide, der endnu ikke har på plads, hvem der skal være assistent.

- Det er noget, vi kommer til at diskutere fremadrettet, men det skal være en dansker, lyder det fra nordmanden.

Åge Hariede har en fortid i Danmark som træner i Brøndby og har også stået i spidsen for det norske landshold. Senest har han med stor succes været træner i Malmö FF, hvor det er blevet til mesterskab og to gruppespil i Champions League.

Den norske træner stod så sent som tirsdag aften i spidsen for Malmö FF, der i Champions League måtte se sig besejret med hele 8-0 af Real Madrid - en kamp, der på samme tid blev hans sidste som klubtræner i denne omgang.