Optakt: Portugal - Danmark
Landshold

Optakt: Portugal - Danmark

Kan det danske landshold vinde i Portugal, bliver direkte adgang til EM i Frankrig næste år mere sandsynligt. Men der venter en svær, svær kamp.

Kampfakta: 
Spillested: Estádio Municipal de Braga, Braga
Dommer: Mark Clattenburg, England
Kampstart: Torsdag klokken 20.45
På tv: Kanal 5
Twitter: #pordan
 
Holdnyt:
 
Portugal:

Med Cristiano Ronaldo i spidsen har Portugal verdens måske bedste fodboldspiller, og det portugisiske hold, der har hjemmebane i den vigtige landskamp, kommer til kampen velvidende, at point i kampen sikrer Portugal kvalifikation til EM i Frankrig næste år.

Landstræner Fernando Santos overtog jobbet som landstræner for Portugal, efter Paulo Bento blev fyret efter 0-1 nederlaget hjemme til Albanien. Siden har Portugal vundet sine fem kvalifikationskampe, så der venter Danmark en svær kamp.

Til opgøret råder Fernando Santos igen over Tiago, der sad over med karantæne senest, ligesom Joao Moutinho er tilbage i truppen. William Carvalho, det store stjerneskud fra Sporting, har siddet ude med skade i tre måneder og er ikke klar til at spille. Også Pepe er ude med skade.

Danmark:
Mens Portugal har to kampe til at få et point og dermed direkte kvalifikation til EM, skal det danske landshold med Morten Olsen i spidsen hænge sin hat på andre. Som det ser ud lige nu, kan Danmark ikke selv afgøre, om EM-kvalifikationen skal i hus. Men, der er dog fortsat muligheder. En sejr over Portugal betyder, at Albanien skal have seks point mod Serbien og Armenien for at gå forbi Danmark i gruppen, mens et dansk nederlag betyder, at Albanien skal have mere end et point i de to kampe for at gå forbi Danmark.

Det er derfor ikke usandsynligt, at Danmark stadig ender som toer i gruppen, men meget bliver nemmere, hvis det danske landshold formår at komme fra Portugal med tre point.

Morten Olsen kan glæde sig over, at frisparksspecialist og kreatør Christian Eriksen er tilbage i truppen. Han sad ude med skade senest. Det samme gjorde i øvrigt Simon Poulsen, der også er med igen, ligesom Thomas Kahlenberg er i truppen igen.

Det er en svær kamp, der venter for det danske landshold, men omvendt er det før lykkedes at vinde i Portugal.

Karantæne:
Portugal: Ingen
Danmark: Ingen

Bud på startopstillinger:
Portugal:

Portugal (4-3-3): Patricio - Vieirinha, Carvalho, Alves, Eliseu - Moutinho, Tiago, Veloso - Nani, Ronaldo, Danny

Danmark:

Danmark (4-2-3-1): Schmeichel - Jacobsen, Kjær, Agger, S. Poulsen - Kvist, Højbjerg - Y. Poulsen, Eriksen, Krohn-Dehli - Bendtner

Vidste du, at...:
Cristiano Ronaldo er fremragende for Real Madrid, hvor han snitter mere end et mål pr. kamp. Helt lige så god er hans snit dog ikke for Portugal, hvor han 'blot' har lavet 55 mål i 122 landskampe. Alligevel er Cristiano Ronaldo den spiller, der i EM-regi (både kvalifikation og slutrunde) har lavet flest mål. Med 26 scoringer i 39 EM-kampe, er Ronaldo tre mål foran irske Robbie Keane, der har scoret 23 mål i 45 kampe. Nummer tre på listen er i øvrigt Jon Dahl Tomasson, der scorede 22 gange i 31 kampe.

Dom:
Der venter det danske landshold en meget, meget svær kamp i Portugal, hvor Cristiano Ronaldo og resten af det portugisiske landshold kvalificerer sig til EM med et enkelt point. Holdet boomer med stjerner, men har på papiret svagheder i defensiven. Kan det danske hold holde Ronaldo og samtidig udnytte egne muligheder, er en sejr bestemt mulig, men som udgangspunkt er det en kamp, hvor hjemmeholdet er klar favorit. 2-1 til Portugal er buddet herfra, og ender det således, skal Danmark håbe på hjælp fra Serbien og Armenien, som Albanien skal møde. Albanien må blot få et point samlet i de to kampe, hvis det skal ende med direkte dansk kvalifikation.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: