Video : Tipsbladet
Landshold

Simon Kjær: Flere årsager til manglende tilskuere

Der har været langt fra udsolgt til Danmarks seneste to VM-kvalifikationskampe i Parken. Landsholdets anfører, Simon Kjær, kommer med flere bud på, hvad årsagerne kan være.

Findes der noget meget større end at spille for sit landshold på et fyldt hjemmebanestadion? Det gør der ikke, hvis man skal tro landsholdets anfører, Simon Kjær. Han udtaler, at han har haft nogle af sine fedeste oplevelser, når han har spillet i en fyldt Telia Parken. Derfor ærgrer det Fenerbahce-spilleren, at der til de seneste landskampe ikke har været udsolgt.

Til hjemmebanekampene mod Armenien og senest Montenegro var der henholdsvis 21.795 og 20.582 tilskuere i Parken. Det tal ærgrer Simon Kjær, men han viser samtidig forståelse for, at danskerne ikke kommer i Parken.

- Der kan være mange grunde. Måske er det lidt koldt. Nogle vil måske brokke sig over billetpriserne, uden jeg selv kender priserne. Og når man så ikke vinder fodboldkampe, hvad kan man så egentlig forvente, siger landsholdsanføreren til Ritzau.

Han lægger yderligere vægt på, at de modstandere, Danmark har trukket i VM-kvalifikationen, ikke er de mest sexede i forhold til at tiltrække tilskuere. Polen, Montenegro, Armenien, Kasakhstan og Rumænien oser ikke af topspillere, og det kan for Simon Kjær være en forklaring på de mange tomme sæder.

På fredag spiller landsholdet igen på hjemmebane i Telia Parken, når Kasakhstan kommer på besøg. Det opgør har kampstart klokken 20.45.