Aulas’ Lyon på vej mod syv nye, fede år

Bragt i Tipsbladet 6. februar

Han kom som oprydderen, men endte som ejer og symbolet på det Lyon, der efter syv fede år mellem 2001 og 2008 med lige så mange mesterskaber efterhånden nærmer sig syv magre år. Men Jean-Michel Aulas trodser muligvis Faraos drøm i denne sæson, hvor klubben ved Rhône-floden anført af superskarpe Alexandre Lacazette så småt begynder at kunne drømme om guld igen.

Autoritær, krævende og overtroisk. Det er alle sammen ord, som er blevet sat på Lyons ejer og præsident siden 1987, Jean-Michel Aulas. Han oplevede sammen med klubben sin absolutte storhedstid i hovedparten af sidste årti, hvor man grådigt tog syv mesterskaber i streg. Hvad Aulas drømte om natten dengang i 2001 er svært at vide. Men alligevel er det i bagklogskabens lys nærliggende at drage paralleller mellem farao, den egyptiske konge som man kender fra bibelhistorien om Josef, og Jean-Michel Aulas. 

Faraoen drømte, at syv fede køer steg op af Nilen. Herefter steg syv magre køer og åd de fede. Ud fra drømmen blev der forudsagt, at Egypten ville opleve syv gode år efterfulgt af syv magre med hungersnød. Der er ikke noget særligt bibelsk over Lyons seneste seks sæsoner i Ligue 1, hvor de har ramt alle pladserne fra 2-6 mindst én gang. Og der er næppe heller nogensinde steget syv køer op af Rhônen, som løber igennem byens centrum. Men rygtet vil vide, at Jean-Michel Aulas har et ritual med at klippe sit hår inden hver kamp. Og da han efter sæsonen 2007/2008 valgte at fyre cheftræner Alain Perrin, som i sin eneste sæson i klubben vandt le doublé, var han måske ved at forberede klubben på knap så fede tider. Cheftrænerens forhold til flere nøglepersoner i klubben var slidt, og derfor fandt alle parter det som rettidig omhu at afbryde samarbejdet efter syv år som egenrådig hersker i Ligue 1. Det sidste mesterskab blev også kun vundet med nød og næppe, og generelt pegede pilen nedad. Samtidig mistede man halvdelen af den lovende Ben Arfa/Benzema duo, da førstnævnte noget overraskende valgte at flytte sydpå til ligarivalerne fra Marseille. Det var i årene, inden den sovende kæmpe PSG og nyrige Monaco stak hovederne frem, så mesterskabet var stadig relativt billigt til salg. Det udnyttede trænertalentet Laurent Blanc og den kommende franske landstræner Didier Deschamps til at snuppe de følgende mesterskaber med henholdsvis Bordeaux og Marseille. 

Men Lyon formåede altså stadig at bevare kontakten med de europæiske pladser modsat en klub som Inter, der er sunket væsentligt længere ned i Serie A efter en periode med fem mesterskaber i træk. Dyre stamspillere som Grégory Coupet og Juninho blev erstattet med succeshistorier som Hugo Lloris og Yoann Gourcuff, mens man fra klubbens ungdomsafdeling producerede talenter som Maxime Gonalons og Clément Grenier. Gonalons er i dag klubbens anfører. Men det foregik ikke uden knaster på vejen og et opgør med den strategi, Aulas havde ført Lyon frem på. I de første år med titeltørke skruede man yderligere op for budgetterne. Det førte til fejlslagne indkøb og dyre kontraktforlængelser med spillere som Jean Makoun, Ederson, Aly Cissokho og Cris, der sjældent gav valuta for pengene. Da det ikke lykkedes at kvalificere sig til Champions League for 13. gang i træk i 2012, faldt økonomien sammen. Titler, snarrådigt transferarbejde og Champions League havde udgjort grundpillerne i transformationen af Lyon fra opkomling til mesterklub, og nu var der en pris for de opskruede budgetter, der skulle betales. Løsningen på Lyons problemer kunne Aulas finde i fortiden. Den nye virkelighed gjorde, at man straks gik i gang med at afhænde arvesølvet, selvom det betød, at man kun hentede 40-50 procent af transfersummen ind på spillere som Makoun og Cissokho, til trods for at de begge var i deres bedste fodboldalder. Beslutningen om at tage store afskrivninger på underpræsterende profiler har uden tvivl været afgørende for, at Clément Grenier, Maxime Gonalons, Alexandre Lacazette, Samuel Umtiti og Corentin Tolisso i dag er bærende kræfter på holdet – hentet direkte fra klubbens ungdomsafdeling.

Ambitiøs og målrettet forretningsmand
Rettidig omhu er måske meget sigende om en mand som Jean-Michel Aulas. Han startede sin første virksomhed som 19-årig og havde ved sin indtræden i Lyon i 1987 opbygget en millionforretning i softwarefirmaet Cegis, som han selv startede. Dengang lå Lyon i Ligue 2. Han havde egentlig bare regnet med, at han skulle være med til at få klubben på ret køl igen, men før han havde set sig om, var han præsident i klubben. Han fjernede klubbens gæld og opbyggede en forretningsstrategi, hvor fodboldklubben i højere grad blev set som en forretning. Det betød, at man gennem årene har udvidet med alt fra catering- til rejsevirksomhed. En fransk pendant til Parken Sport & Entertainment. I dag bliver Aulas kun tiltalt ”président”. 

Jean-Michel Aulas var tilbage i 1987 hurtig til at melde ud, at Lyon skulle kvalificere sig til europæisk fodbold inden for tre år. Det har givetvis klinget hult for en klub, som på daværende tidspunkt aldrig havde vundet mesterskabet, og hvis niveau vel bedst kunne sammenlignes med der, hvor en klub som Toulouse er i dag. Ikke desto mindre lykkedes ’mission Europa’ med et års forsinkelse, og Lyon etablerede sig som en nogenlunde stabil sub-topklub frem mod de syv fede år fra 2001. Seks år senere gik Lyon på børsen som den første og til dato eneste franske fodboldklub. Det skete i en periode, hvor man i mange år havde været en stærk deltager i Champions League og var blevet verdens 12. rigeste klub ifølge Deloittes ”Football Money League”-opgørelse.

Tolv Champions League-deltagelser i træk skæpper naturligvis godt i kassen, men en stor del af formuen er også skabt igennem kloge spillersalg. Efterhånden satte Lyon sig i en position, hvor de kunne tiltrække alle de bedste spillere i Frankrig. Gennem dygtigt transferarbejde tjente man solide summer på spillere som Florent Malouda, Michael Essien og Mahamadou Diarra. Igen viste Jean-Michel Aulas sig som en dygtig forretningsmand med sans for rettidig omhu, hvilket måske førte Lyon igennem finanskrisen med skindet på næsen. Krisen kostede til gengæld Aulas en stor del af formuen. Lyons aktieværdi er i dag på 16 procent af introduktionskursen, og det tal var i august 2013 helt nede at vende på under 8 procent. Årsagen skal findes i svigtende sportslige resultater samt økonomiske udfordringer i forbindelse med opførslen af klubbens nye stadion, Stade des Lumières (Lysets stadion). For Aulas blev det et prestigeprojekt, som blev besværliggjort af, at bankerne holdt igen med at låne 200 millioner euro til byggeriet. Aulas påstår, at det nye stadion, som også skal huse to hoteller, et aktivitetscenter og kontorbygninger foruden EM-slutrunden næste år, vil give et stort økonomisk rygstød til byen Lyon. ”Der er et kulturelt problem i Frankrig – vindere er upopulære,” var Jean-Michel Aulas’ reaktion på bankernes mådeholdenhed.

Dansker fik kynismen at mærke
Det skorter ikke ligefrem på karismatiske klubpræsidenter i fransk fodbold. Jean-Michel Aulas har på sin vej mødt stor kritik og fået mange fjender for at være skaberen bag forretningstankegangen i klubfodbolden. En af dem er Torben Frank, som er den eneste nulevende dansker, der har spillet i Lyon. Men det blev aldrig til nogen officielle kampe, og Aulas vil nok heller ikke være helt enig i, at man havde danskeren på kontrakt. I 1992 var Torben Frank med til at vinde europamesterskabet. Præstationen kastede en kontrakt af sig, da Lyon valgte at betale omkring 10 millioner kroner for Lyngbys angriber.

”Jeg skulle blive hurtigt klar til sæsonen, så jeg gav den virkelig en ekstra skalle til træning for at blive klar og levere et godt indtryk. Vi spillede så en træningskamp mod Sporting Lissabon, hvor jeg startede inde og scorede. I halvlegen blev jeg skiftet ud, og så var jeg ellers klar til at hoppe i træningstøjet og sætte mig på bænken, men jeg blev i stedet ført op i logen til Aulas. Jeg var jo deres nye signing, og så skulle jeg ellers vises frem,” siger Torben Frank.

Men glæden varede kort. Den hårde træning gjorde knæet sårbart, og det fik altafgørende betydning for Torben Franks efterfølgende karriere, da han få dage senere blev sat i en speciel træningsmaskine til knæet. Belastningen var meget større, end knæet kunne klare. 

”To dage senere var mit knæ blevet smadret i deres maskine, og jeg blev kaldt til møde hos ham, hvor jeg blev bedt om at tage mine ting og smutte - og så begyndte vores lange strid ellers,” siger Torben Frank.

Aulas og Lyon prøvede at tage bagdøren ud af kontrakten ved at påstå, at Torben Frank allerede var skadet ved ankomsten. FIFA blev involveret, mens Torben Frank endte som en lus mellem to negle, da han ikke kunne få behandling for sit skadede knæ. Der gik næsten tre år, før Torben Frank gjorde comeback i en superligakamp med Lyngby.

”Jean-Michel Aulas er en iskold og benhård forretningsmand, som har bygget en værdifuld forretning op. Ikke kun økonomisk, men også imagemæssigt så han kan promovere sig selv,” siger Torben Frank. 

Holder faraoens drøm?
Lyon kører nu på syvende år med svigtende sportslige resultater og en presset økonomi. Det skaber ofte så stort pres fra fans, investorer og sponsorer, at klubkongerne må abdicere, men Jean-Michel Aulas sidder stadig på tronen i Lyon. I dag er der ikke længere nogen, som sætter spørgsmålstegn ved, om kursen er den rigtige, for i øjeblikket er den i retning mod guld og bedre tider – ikke mindst økonomisk. 

Der er lagt op til en hæsblæsende afslutning på Ligue 1, hvor Lyon fører rækken med to point ned til Marseille og Paris Saint-Germain. Bielsas

 Marseille har haft umiddelbar succes, men der kan være tvivl om holdbarheden af den krævende chileners aggressive fodboldstil. Laurent Blancs PSG har på papiret den klart stærkeste trup, men befinder sig lige nu i lidt af et dødvande, hvor man bliver ved med at smide point til langt svagere hold, fordi man igennem hele sæsonen har haft problemer med at lukke kampene. Hele ni point efter Lyon halter Monaco, som især i starten af sæsonen havde svært ved at få spillet til at hænge sammen, efter Rybolovlevs millionoverførsler blev sjældnere. En stor del af æren for den nyfundne spænding i toppen af Ligue 1 skal utvivlsomt tilskrives franskmanden Platinis Financial Fair Play, der er blevet brugt som forklaring på, at Ángel di María i dag har adresse i Manchester og ikke Paris, mens Monaco blev nødt til at lade Falcao og James gå for at holde en nogenlunde balance mellem indtægter og udgifter.

Med en opadgående aktiekurs, et nyt stadion på vej, et hold bygget op omkring profiler af egen avl og nogle nyrige konkurrenter, der bliver holdt i ave af UEFAs regler, tegner det til, at Lyons farao kan være på vej til at føre sit hold mod en ny storhedstid. Og det bør være sikkert og vist, at Jean-Michel Aulas drømmer om titler og Champions League i 2015