Evian til Christian Poulsen: Vi vil have dig igen!
Illustration
Ligue 1

Evian til Christian Poulsen: Vi vil have dig igen!

Evian lægger ikke skjul på, at man gerne vil have Christian Poulsen tilbage til klubben, hvis han er interesseret.

Christian Poulsen spillede en enkelt sæson i Evian fra 2011 til 2012, inden han tog videre til hollandske Ajax. Denne sommer står den 34-årige Poulsen uden kontrakt, efter Ajax og ham gik hvert til sit.

Men netop Evian ser gerne, at Christian Poulsen gør et fransk comeback.

- Han er en exeptionel person. Hvis Christian Poulsen gerne vil tilbage til Frankrig, vil jeg gerne have ham. Men jeg ved ikke, om det er det, han vil. Jeg åbner med glæde et vindue på klem for ham, det vil glæde mig at se ham i klubben. Det må du endelig sige til ham, hvis du snakker med ham, lyder opfordringen fra Evians sportsdirektør, Pascal Dupraz, overfor tipsbladet.dk.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med Poulsens agent, Jørn Bonnesen, der bekræfter, at der er interesse for Christian Poulsen fra flere steder, men der er intet nyt lige nu omkring den tidligere landsholdsspillers fremtid.

En ting er dog sikkert.

Han er altid velkommen i Evian.