Kjær med i Origi-show
Foto: Michel Spingler/Polfoto
Ligue 1

Kjær med i Origi-show

Simon Kjær spillede samtlige minutter, da Lille hjemme slog Rennes med 3-0.

Der var lagt op til en intens affære, da Lille tog imod Rennes i Ligue 1. Begge mandskaber ligger lunt placeret midt i tabellen, og kunne med en sejr avancere. En opgave som Lille med Simon Kjær på banen løste bedst i sejren på 3-0. 

Det var dog gæsterne fra Rennes, der først forsøgte sig. Paul-Georges Ntep sparkede udefra, men kunne se sit forsøg gå forbi mål. Efterfølgende overtog værterne kampen, hvor især Florent Balmont var nærgående efter 20 minutter. 

Simon Kjær spillede en fornuftig første halvleg, og kom tæt på rundet den halve time. Danskerens hovedstød gik dog forbi. Få minutter efter var det dog Divock Origi, der åbnede ballet. Med en flot træffer bragte Origi værterne på vindersporet med 1-0 ved pausen. 

I anden halvleg fortsatte showet fra Lille-profilen. På straffespark øgede Origi til 2-0 med en halv time igen, inden han ti minutter senere udnyttede Nolan Roux´ opspil til at fuldende sit hattrick. 

Intensiteten faldt en smule i kampens afsluttende minutter, og trods enkelte tilbud til Lille, endte opgøret med 3-0 på måltavlen. Et resultat der bringer holdet op på ottendepladsen i den bedste franske række.