Wass: Newcastle er interessant
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Ligue 1

Wass: Newcastle er interessant

Daniel Wass skal finde ny klub til sommer, og han kalder Newcastle, som har været meldt interesseret, for en interessant klub.

Det vil være synd at sige, at Daniel Wass solgte sig selv særlig godt, da han fik chancen på det danske landshold i de netop afviklede venskabskampe mod USA og Frankrig. Til gengæld har den tidligere Brøndby-spiller gang på gang solgt sig selv på bedste vis for Evian Thonon Gaillard, og derfor skal højrekanten nok finde en god klub, når han til sommer forlader Evian.

Daniel Wass er blevet rygtet mange steder hen, og et af stederne er Premier League-klubben Newcastle, der angiveligt har et godt øje til danskeren. Og Wass kan sagtens se sig selv tørne ud for The Magpies, der er på 12. pladsen i Premier League.

- Jeg kunne helt sikkert godt se mig selv derovre. De har mange spillere fra den franske liga, og der er mange franskmænd, der har klaret sig godt, så det vil helt sikkert være interessant for mig, siger Daniel Wass til Goal.

Daniel Wass blev i 2011 solgt fra Brøndby til Benfica, men han kom aldrig i aktion for den portugisiske storklub, der hurtigt sendte ham videre til Evian, hvor han har spillet siden.