OB-profil melder sig klar igen: Nederlag har ramt på stoltheden
Foto: tipsbladet.dk
Generelle

OB-profil melder sig klar igen: Nederlag har ramt på stoltheden

Anders K. Jacobsen er atter klar efter nogle uger på sidelinjen. Han vil rette op på det indtryk, de store nederlag har givet af OB.

OB har måtte undvære angriberen Anders K. Jacobsen i det seneste par uger, da han har døjet med en skade i baglåret. Nu er fynboen imidlertid ved at være klar igen, og han forventer at være klar til kamp, når OB møder FC Nordsjælland fredag.

- Baglåret har drillet lidt, og jeg følte, at det skulle stå sin prøve ved dagens træning (onsdag, red.). Jeg fuldendte træningen, og det føles godt – også i forhold til fredag. Jeg regner med at skulle spille, siger Anders K. Jacobsen til tipsbladet.dk.

Han forventer, at OB vil rejse sig mod FC Nordsjælland oven på sidste uges skuffende kampe mod Fredericia og SønderjyskE, der bød på et par smertefulde nederlag.

- Det er en kamp, hvor vi skal prøve at få tingene til at fungere bedre end sidst. Vi arbejder hårdt for at tingene skal lykkes. Det prøver vi hver gang, men der er ekstra fokus fra hver spiller på, at vi skal have en god oplevelse i Farum. Det har vi en god fornemmelse omkring, fastslår Anders K. Jacobsen.

OB’s sæsonstart har været svingende med både fine sejre over Brøndby og FC København samt store nederlag mod Esbjerg, AaB og SønderjyskE. Anders K. Jacobsen mener dog, at OB er på rette vej.

- Sæsonstarten var god med to sejre, og jeg synes ikke ,at det er så dårligt, som omverdenen vil gøre det til. Men det er selvfølgelig i kraft af, at vi har fået de her store nederlag. Det bliver der lagt mere mærke til, og det gør også ondt. Det rammer os på stoltheden, at vi har kollapset flere gange. Det betyder samtidig, at det kræver hårdt arbejde, hvis vi skal videre herfra. Vi skal lukke færre mål ind, og vi ved alle, at vi har kvaliteten i truppen. Det er hårdt arbejde, og det skal resultaterne nok også komme af , siger han.

OB spiller mod FC Nordsjælland på udebane fredag klokken 18.00.