Adebayor afviser rygter: Jeg håber at blive i Tottenham
Premier League

Adebayor afviser rygter: Jeg håber at blive i Tottenham

Emmanuel Adebayor er rygtet væk fra Tottenham til sommer, men det afviser togoleseren nu selv. Han har det godt i London-klubben.

Emmanuel Adebayor er sat ude på et sidespor i Tottenham, hvor Harry Kane i denne sæson har været holdets altoverskyggende profil med mål i massevis. Det betyder, at Adebayor blot er startet inde i ni kampe i Premier League, og det har fået flere engelske medier til at skrive, at den togolesiske angriber er utilfreds med situationen.

Det går Emmanuel Adebayor nu i rette med og slår fast, at han har det godt i Tottenham. Det skriver han på Twitter.

- I modsætning til skriverier så er jeg meget glad for at være i Tottenham, og jeg vil gøre alt for at kæmpe for min plads. Jeg har et år tilbage af min kontrakt, og jeg elsker at spille i Premier League, den bedste liga i verden, skriver han.
 

 

Adebayor har scoret to mål i 14 kampe. Harry Kane har bidraget med 29 mål i 44 kampe.