Arsenal byder på Liverpool-stjerne i denne uge
.
Premier League

Arsenal byder på Liverpool-stjerne i denne uge

Manchester City har fået afvist to bud på Raheem Sterling - nu er det Arsenals tur til at gå efter Liverpool-profilen.

Mens det danske transfermarked slår dørene officielt op i dag, åbnede det engelske marked i sidste uge. Men perioden, hvor rygterne om Raheem Sterling har haft fart, strækker sig meget længere. 
 
Real Madrid, Manchester City, Bayern München, Manchester United og Arsenal har alle været sat i forbindelse med den 20-årige hurtige offensivspiller, der ikke ønsker at fortsætte i Liverpool - men som endnu er bundet af en to-årig kontrakt. 
 
Manchester City har indtil videre fået to konkrete bud afvist af Liverpool - det seneste i sidste uge, hvor et bud på mere 300 millioner kroner blev fejet af bordet.
 
Men nu er det angiveligt Arsenals tur til at melde sig for alvor ind i kampen om Sterling. I hvert fald vil den engelske rygtestrøm vide, at London-klubben i denne uge vil smide et noget højere bud på bordet i Liverpool.
 
Indtil videre har Liverpool stædigt holdt fast i , at man ikke vil sælge Raheem Sterling denne sommer, men alting har en pris, og for Sterlings tilfælde skal den ligge på omkring 500 millioner kroner.
 
Så hvis enten Arsenal eller en af de andre bejlere finder et beløb i den størrelse frem, kan der for alvor komme skred i forhandlingerne.