Belgien trodser Man City: Kompany er klar til landskamp
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
Premier League

Belgien trodser Man City: Kompany er klar til landskamp

Manuel Pellegrini har allerede sagt, at Vincent Kompany ikke ville blive klar til nogen af Belgiens to kampe i denne landskampspause, men landstræner Marc Wilmots overvejer at bruge stopperen mod Israel.

Allerede da Vincent Kompany blev udtaget til det belgiske landshold, mødte det kritik fra Manchester City-manager Manuel Pellegrini. Chileneren mente ikke, at hans anfører ville blive klar til nogen af Belgiens to EM-kvalifikationskampe. 

De er dog af en anden opfattelse i det belgiske. Landstræner Marc Wilmots er klar til at bruge Kompany tirsdag aften, når han og spillerne runder kvalifikationen af mod Israel. 

- Jeg tror, han er ok lige nu. Vi vil sammen beslutte, om han kan spille, men jeg tror, det vil være i orden. Jeg kan ikke se nogen problemer, hvis han har det okay, siger Wilmots ifølge Sky Sports.

- Han har arbejdet sammen med resten af truppen siden fredag, og det er godt for Manchester City og godt for Belgien. Der er én træning yderligere før kampen - Vincent skal bevise, at han er klar til at spille, så skal jeg træffe et valg.

Den 29-årige midtstopper har ikke spillet Citys seneste fem kampe og var heller ikke med, da Belgien lørdag aften sikrede sig billetten til EM til sommer ved at besejre Androrra med 4-1. Belgien har altså ikke det store at spille for mod Israel tirsdag aften.