Dansk landstræner kritiserer José Mourinho
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Premier League

Dansk landstræner kritiserer José Mourinho

Den danske landstræner Morten Olsen er ikke fan af det fodbold, José Mourinho praktiserer i Chelsea.

Ordsproget "vinderen har altid ret" er gået Morten Olsens næse forbi, for den danske landstræner tillader sig at kritisere Chelsea-træner José Mourinho. Det sker efter en sæson, hvor den portugisiske træner har vundet Premier League i sikker stil og altså igen bragt ligatrofæet til Stamford Bridge.

Morten Olsens kritik går på, at Chelsea har mange midler til rådighed og alligevel vælger en spillestil, der hverken er seværdig eller underholdende.

- Hvis man har SÅ mange penge og kan købe spillere af højeste kvalitet, så kan man også kritisere ham, hvis man ikke synes, han viser seværdig fodbold, siger Morten Olsen til metroxpress.

Den danske landstræner er kendt for selv at ville spille fodbold langs jorden og med masser af boldbesiddelse, mens altså José Mourinho sværger til en lidt anden stil, hvor det handler om at stå godt på banen, forsvare og udnytte modstandernes fejl.

Det er som regel svært at argumentere mod vinderen, og det med at vinde har José Mourinho for vane. Han er tidligere Champions League-vinder med Porto og Inter, mens han har vundet titler i England, Italien, Spanien og Portugal.