Diego Costa: Falcao får kærlighed og tillid
Foto: Rick Rycroft/Polfoto
Premier League

Diego Costa: Falcao får kærlighed og tillid

Radamel Falcao og Diego Costa var holdkammerater og dannede angrebsduo i Atlético Madrid, og nu glæder sidstnævnte sig til at gøre det samme i Chelsea.

Da Radamel Falcao var på toppen af sin karriere, og Diego Costa fortsat var up and coming, spillede de begge i Atlético Madrid. De dannede endda frontduo af og til, og det samme får de chancen for i den nye sæson.

Falcao er således blevet lejet ud fra Monaco til Chelsea, og det glæder Costa. Overfor The Independent hylder han sin nye gamle holdkammerat og har tillid til, at han kan genfinde sit gamle niveau.

- Jeg tilbragte et par sæsoner med Falcao, og det gik rimelig godt. Han gjorde meget for mig, og han er en stor angriber. Det er op til manageren, om han vælger at spille med os samtidig, men han er meget talentfuld. Jeg blev ramt af en lignende skade som hans, og nu har jeg det fint. Det eneste, han har brug for, er fast spilletid, siger Diego Costa, der er sikker på, at Falcao får al den tillid og kærlighed, han har brug for.

- Det er godt for os, at han ikke havde den bedste sæson (i sidste sæson, red.), da det er gurnden til, at han er hos os nu. Vi ved, at Falcao er meget talentfuld: det har han vist over hele verden. Han har bare brug for at føle sig elsket og betroet, og han får begge dele her.