Video : Tipsbladet
Premier League

Dolberg på ønskelisten i Manchester United

Den danske angriber er i Manchester Uniteds søgelys. Englænderne ønsker at tilknytte ham til sommer.

Kasper Dolberg har været genstand for et hav af rygter, og nu er han i centrum en gang til.

Det er den engelske storklub Manchester United, der meldes som stærkt interesserede i danskerens egenskaber. Det skriver Manchester Evening News. Han står dog ikke øverst på ønskelisten.

Her er franske Antoine Griezmann, men mens Manchester United ønsker at tilkoble ham allerede i januar, er ønsket om Dolberg først fra til sommer.

Her er det planen, at 19-årige Kasper Dolberg skal træde ind i Manchester Uniteds angriber-team, der i forvejen tæller blandt andet Zlatan Ibrahimovic.

Netop Zlatan Ibrahimovic og Kasper Dolberg har en fælles forbindelse.

Det drejer sig om scouten John Steen Olsen, der både fik øje på Ibrahimovic og Dolberg. Om Dolberg har John Steen Olsen udtalt således:

- Kasper er et ekstraordinært talent. Jeg vidste, at han ville være en perfekt spiller for Ajax. Kasper har exceptionelle kvaliteter: Hurtighed, teknik, intelligens og så er han god i hovedspillet.

I denne sæson har Kasper Dolberg vist flere prøver på talentet. Han har fået debut for både Ajax’ førstehold og det danske A-landshold, ligesom han har scoret 11 gange for Ajax i sæsonen.

Hvis Kasper Dolberg skifter til Manchester United, bliver han den sjette dansker til at repræsentere klubben. Tidligere har Jesper Olsen, John Sivebæk, Peter Schmeichel, Mads Timm og Anders Lindegaard spillet for De Røde Djævle.