Everton bekræfter: Koeman er fyret
Foto: Tony Marshall/Getty Images
Premier League

Everton bekræfter: Koeman er fyret

Ronald Koeman er en færdig mand i Everton, har klubben netop annonceret. Der er ikke præsenteret nogen afløser, hverken midlertidig eller permanent.

Søndagens 2-5-nederlag til Arsenal blev Ronald Koemans sidste kamp i spidsen for Everton. Klubben bekræfter mandag eftermiddag, at den har skilt sig af med den hollandske manager.

Koeman var ellers manden, der førte klubben frem til en syvendeplads i Premier League i sidste sæson, men en katastrofal sæsonstart betyder, at holdet efter ni kampe ligger under nedrykningsstregen.

- Everton Football Club kan bekræfte, at Ronald Koeman har forladt klubben, konstaterer klubben tørt på sin hjemmeside.

- Formand Bill Kenwright, bestyrelsen og aktiemajoritetsindehaver Farhad Moshiri vil gerne udtrykke deres taknemmelighed til Ronald for den indsats, han har lagt i klubben over de sidste 16 måneder, og for at føre klubben til syvendepladsen i sidste sæsons Premier League.

Everton spiller allerede onsdag næste kamp, når Chelsea venter i EFL Cuppen, og lørdag rejser holdet så til Leicester i tiende runde i ligaen. Klubben har endnu ikke præsenteret en afløser, hverken midlertidig eller permanent.