Harry Kane reddede et point hjem til Tottenham
Foto: Polfoto
Premier League

Harry Kane reddede et point hjem til Tottenham

Tottenhams Harry Kane blev redningsmanden for Tottenham, da han fremtvang et straffespark dybt inde i dommerens overtid, som efterfølgende sikrede Tottenham 2-2 mod West Ham.

Tottenham skulle søndag fortsætte jagten på top-fire-placeringen, da de tog imod West Ham i den engelske Premier League. 

Og det holdt utrolig hårdt for Tottenham, som var bagud 2-0, men som i de døende sekunder fik sikret et 2-2-resultat. 

Det var Tottenham, som startede opgøret bedst, da de dominerede kampens første femten minutter, hvor de satte West Ham under pres i flere omgange. West Ham formåede dog at holde stand, og efter kampens første kvarter var gået kom de langsomt bedre og bedre med i opgøret. 

Efter 22 minutters spil fik de udnyttet fodfæstet i opgøret til at bringe sig foran, da Cheikhou Kouyaté bragte West Ham foran 1-0. Det mål blev sat ind efter en dårlig aflevering fra Dembele gav West Ham bolden. Det udnyttede Cresswell til at sende et godt indlæg ind i feltet, som Kouyaté steg op til og headede West Ham i front.

Herefter forsøgte Tottenham at kæmpe sig tilbage i opgøret, men en velspillende West Ham-midtbane var flere gange gode til at sætte Tottenham under pres, og det pres havde de svært ved at spille sig ud af, hvilket i stedet resulterede i adskillige fejlafleveringer fra Tottenhams side.

I kampens anden halvleg fik West Ham udbygget føringen. Denne gang var det Mark Noble, som sendte et indlæg ind i boksen, og det indlæg udnyttede Sakho til at halvflugte bolden ind bag Hugo Lloris i Tottenham-målet.

Herefter lignede det en stensikker West Ham-sejr. Men Tottenhams Danny Rose udnyttede i det 81. minut en dårlig aktion fra West Hams målmand, Adrian, som boksede bolden ud i fødderne på Rose. Og fra et par meter udenfor feltet fik han sendt en afslutning afsted, som endte i netmaskerne.

Dermed var spændingen tilbage i opgøret, og mens West Ham parkerede bussen og forsøgte at forsvare føringen væk, så fik Tottenham etableret et tungt pres. 

I det 85. minut var Soldado tæt på at sikre en udligning, da han i West Hams felt fik sendt en hård afslutning afsted, men denne gang hev Adrian en stor redning ud af handskerne i West Ham-målet. 

Dybt inde i dommerens overtid formåede Tottenham dog at få det mål, de havde jagtet så hårdt. Det var Harry Kane som tilkæmpede sig et straffespark i det 94. minut. Og ansvaret for at eksekvere det tog han på sine egne skuldre. Men Harry Kane brændte straffesparket, men returen røg ud for fødderne af Kane. som sikkert satte returen i nettet og sikrede et enkelt point til Tottenham.