Video : Tipsbladet
Premier League

Liverpool-legende raser: Det er korrupt

John Aldridge er rasende over, at Everton og Nottingham Forest straffes, når Manchester City endnu ikke er blevet det.

Premier League har ikke holdt igen i denne sæson, når det handler om pointstraffe til Everton og Nottingham Forest som følge af bøvl med økonomien. 

Mandag fik Everton sin anden straf i sæsonen, da de blev trukket to point for at have brugt 144 millioner kroner mere end klubbens økonomi tillod ud fra ligaens regelsæt. 

Men er der én, som ikke forstår noget af, at de to klubber straffes så hårdt, så er det Liverpool-legenden John Aldridge. Han mener slet ikke, at de skal straffes, før sagen om Manchester Citys mulige 115 lovbrud er opklaret, hvilket den ikke er i skrivende stund.

Det skriver John Aldridge på sin private X-profil. Her anklager han desuden Premier League for at være korrupt. 

- Det er en skændsel, hvordan Everton Football Club igen i dag er blevet behandlet, og hvordan Forest blev det i sidste uge! Ingen klub burde blive irettesat, indtil Man Citys sag er færdigbehandlet! Det er tydeligt, at penge taler. Jeg vil endda sige, at det er korrupt!! De er et fantastisk hold med en fantastisk ledelse, men de sidder i deres luksushjem med hjemmetøfler på og ryger cigarer og tænker: Kom efter os, hvis I kan! Det er chokerende, det som verdens bedste liga er blevet til folkens. Det er skammeligt! 

Det var tilbage i februar, at Manchester City blev sigtet for at bryde en række økonomiske regler fra 2009/2010 til 2017/2018-sæsonen. Premier League anklagede også Manchester City for ikke at have samarbejdet fyldestgørende, siden efterforskningen startede i 2018. 

Dengang reagerede Manchester City ved at sige, at man var overrasket over udstedelsen af de påståede brud på Premier League-reglerne. Siden har der ikke været noget nyt omkring den store sag, men det ventes, at der går en del tid, før der kommer en afgørelse.

John Aldridge spillede mere end 100 kampe for Liverpool i 1980'erne og scorede 63 mål for klubben. Han skriver til daglig også klummer for lokalmediet Liverpool Echo.