Premier League

Medier: Chelsea forhandler med Jovetic

Chelsea har angiveligt mødtes med Fiorentina-stjernen Stevan Jovetics agent.

Hvad der sker i løbet af et transfervindue, er umuligt at spå om, men en ting er i hvert fald helt sikkert. I det kommende skal Chelsea på indkøb. Englænderne har ikke haft nogen stor sæson, og mange af klubbens profiler nærmer sig sidste salgsdato.

I første omgang ser det ud til, at London-klubben har et godt øje til Italien. I forrige weekend gik der rygter om, at Chelsea mødtes med Edison Cavanis agent, og lørdag er en lignende historie dukket op. Denne gang med Fiorentina-stjernen Stevan Jovetic som hovedpersonen.

Ifølge italienske medier mødtes Jovetics agent med repræsentanter fra Chelsea fredag eftermiddag, hvor mulighederne for et fremtidigt samarbejde blev drøftet. Hvad der konkret blev ud af mødet, melder historien imidlertid ikke noget om.

Stevan Jovetic har tidligere afvist, at han ønsker at forlade Fiorentina, men set i lyset af at "Viola" er placeret i bunden af Serie A-tabellen, er det formentlig et standpunkt, montenegrineren er klar til at tænke igennem en ekstra gang. Og måske tage et nyt.