Det har i længere tid været en realitet på rygtebasis, nu er det så officielt. Newcastle United har fyret engelske Steve McClaren i et forsøg på at vende den dårlige stime, der lige nu placerer dem på en 19. plads i Premier League.
Klubben skriver på sin hjemmeside, at man efter lørdagens nederlag til Bournemouth overvejede McClarens position og i dag konkluderede, at det var bedst for alle parter, at opsige samarbejdet.
Direktør Lee Charnley siger således om fyringen:
- Jeg vil gerne takke Steve personligt for hans indsats hos Newcastle United. Han er en mand med stor integritet og klasse. han har dedikeret sig selv til klubben i en svær tid. Forandring er påkrævet nu og beslutningen måtte træffes for at give klubben de bedste muligheder for at sikre fremtiden i Premier League.
McClarens fyring kommer efter en periode med kun en sejr i de seneste seks Premier League-kampe.