Pellegrini afviser: Touré er ikke utilfreds i Man City
Foto: Martin Rickett/Polfoto
Premier League

Pellegrini afviser: Touré er ikke utilfreds i Man City

Det kan godt være, at Yaya Touré er træt af de engelske medier, men han er glad for at være i Manchester City, siger hans manager.

Forleden sagde Yaya Touré i et interview med L'Equipe, at han er træt af medierne i England, der ikke giver han nok anerkendelse. Den slags udtalelser skal dog ikke fortolkes som en generel utilfredshed med tilværelsen i Manchester City.

Det siger hans manager, Manuel Pellegrini, der insisterer på, at den ivorianske midtbanespillers præstationer taler for sig selv.

- Yaya er glad. Han har måske nogle bekymringer omkring kritikken, men det er ikke det samme som at være utilfreds i klubben. I kan fortolke hans ord, som I vil, men jeg synes ikke, jeg skal svare for, hvor glad Yaya er i Manchester City. Svaret er hans præstationer over de sidste fire år, han har spillet. Han er en meget vigtig spiller, og det demonstrerer han i hver kamp, siger Pellegrini ifølge The Guardian.

Blandt de præstationer er eksempelvis, at Touré mandag blev bekræftet som ét af 23 navne på listen over potentielle Ballon d'Or.