Peter Schmeichel om Klopp: Han lægger ansvaret på spillernes skuldre
Foto: Getty Images
Premier League

Peter Schmeichel om Klopp: Han lægger ansvaret på spillernes skuldre

Med udskiftningen af Lovren lagde Jürgen Klopp ansvaret for problemerne i defensiven over på spilleren - i stedet for at tage det selv, mener Peter Schmeichel.

Liverpool tabte søndag aften med 1-4 til Tottenham i Premier League, og i det opgør skiftede førstnævnte klubs manager Jürgen Klopp holdets midterforsvarer Dejan Lovren ud efter bar en halv times spil.

En sådan udskiftning er meget sjælden og naturligvis ikke det bedste oplevelse for den spiller, som det sker for. Det bemærkede den tidligere danske landsholdsmålmand og Manchester United-legende Peter Schmeichel også, og han langede efter kampen ud efter Klopp til Sky Sports, hvor han arbejder som ekspert.

- Det er vigtigt at understrege, at han ikke havde sagt noget til ham, og at han 'dræbte' spilleren - og det hjalp ingenting. De forsvarer stadigvæk som om, det var første gang nogensinde, at de gjorde det. Måden de forsvarer på i dag - og som de har forsvaret hele sæonen - er så naiv, og Jürgen Klopp er nødt til at tage ansvaret, lød det fra Peter Schmeichel.

Peter Schmeichel mener i stedet, at Klopp har sat ansvaret over på Lovren, og at det bliver spilleren, som kommer til at stå i overskrifterne - og at dette er helt uretfærdigt.

- Det burde være manageren, slår Schmeichel fast.

Med nederlaget er Liverpool nu på 9. pladsen i Premier League med 12 point op til Manchester City på førstepladsen efter bare ni runder.