Premier League

Rådgiver: Har ikke tal på Bendtner-bejlere

Interessen for Nicklas Bendtner er så stor, at spillerens rådgiver ikke engang kan sætte tal på det.

Tidligere på dagen skrev The People, at den nyrige russiske klub Anzhi Makhachkala er klar til at byde omkring 110 millioner kroner på danske Nicklas Bendtner, der er på kontrakt i engelske Arsenal. I weekenden blev Bendtner også kædet sammen med både Malaga og Benfica.

Interessen for landsholdsangriberen er også eksploderet siden EM-slutrunden, hvor Bendtner som bekendt lavede to kasser og en enkelt assist. Det fortæller spillerens rådgiver, Jesper Lynghus.

- Den er eksploderet efter EM. Der er så mange henvendelser, at jeg ikke engang kan sætte tal på. Hele verden har set, hvordan han spillede ved EM, og hvilken spiller Nicklas Bendtner er, når han er fri for skader, siger rådgiveren til sporten.dk og fortsætter:

- Det er en verdensomspændende interesse, og der er tilbud fra mange klubber i forskellige ligaer. Nicklas er ikke interesseret i hvad som helst, men i den store lavine af tilbud, er der selvfølgelig nogle interessante klubber imellem.

I dag blev det også bekræftet, at 24-årige Nicklas Bendtner får endnu mere konkurrence i Arsenal-angrebet, da franske Olivier Giroud er tæt på at blive enig med London-klubben om et skifte. Dette er endnu et tegn på, at klubben ikke vil satse på Bendtner i fremtiden.