Rodgers: Tæt på Sterling-forlængelse
Foto: Polfoto
Premier League

Rodgers: Tæt på Sterling-forlængelse

Brendan Rodgers afslører, at Liverpool er tæt på en ny kontrakt med holdets unge profil Raheem Sterling.

Raheem Sterling har først kontraktudløb i 2017, men rygterne om fremtiden er mange. Real Madrid har flere gange været rygtet tæt på Liverpool-profilen, mens Premier League-klubben selv har kæmpet med en forlængelse i store dele af denne sæson. 

En kamp der nærmer sig sin afslutning. Liverpool-manager Brendan Rodgers bekræfter torsdag, at klubben er tæt på at lande en ny Sterling-aftale på Anfield: 

- Det er noget, som klubben taler med hans repræsentanter om. Jeg tror, at det vil blive afsluttet meget snart. Raheem er meget glad her i klubben, og forsinkelsen skyldes ikke ham. Han vil gerne blive her, så forhåbentlig kan vi finde en løsning snart, siger Brendan Rodgers til Daily Mail. 

Den engelske landsholdsspiller er 20 år, og har været i Liverpool siden 2010. Her skiftede Sterling fra London-klubben Queens Park Rangers, mens han efterfølgende har markeret sig som et af de største stjernefrø i Premier League.