Rooney tilbage i angrebet: Vil score 20 mål
Foto: Tom Hauck/Polfoto
Premier League

Rooney tilbage i angrebet: Vil score 20 mål

Manchester United-anfører Wayne Rooney er udset til at spille i angrebet den kommende sæson, og det vil han udnytte til at lave over 20 mål for kun tredje gang i karrieren.

Selv om Wayne Rooney er ganske tæt på at slå rekorderne for flest mål for både England og Manchester United, har han kun scoret over 20 mål to gange i sin karriere. Men står det til den 29-årige Manchester United-kaptajn, bliver 2015/16 trejde gang.

Han har således talt med manager Louis van Gaal, der har indikeret, at Rooney kommer til at spille oppe foran, og det glæder sidstnævnte sig til.

- Jeg håber at score 20 eller flere mål igen i denne sæson. Hvis jeg spiller som angriber, bliver jeg skuffet, hvis jeg ikke kan det. Sidst, jeg virkelig spillede en hel sæson som angriber, var i 2011/12. Alle de andre sæsoner har jeg været oppe foran, så på midtbane eller på kanten, så forhåbentlig vil jeg blive oppe foran, siger Rooney til Daily Telegraph.

Han mener, at spilletiden væk fra angrebet er årsagen til, at han ikke har haft flere sæsoner med over 20 scoringer. Han håber, at midtbaneforstærkningerne i Bastian Schweinsteiger og Morgan Schneiderlin betyder, at hans dage som midtbane-nødløsning er talte, men afviser at have ofret sig selv for meget for holdet.

- Fodbold er en holdsport, og man vinder og taber sammen. Gennem årene har jeg haft succes og vundet mange trofæer med United, og jeg mener, der er tidspunkter, hvor man må gøre ting for holdets bedste, og det føler jeg, at jeg har gjort. Jeg har spillet dybere eller på kanten i nogle sæsoner og vundet Premier League, og det er ens mål som fodboldspiller - at have succes med sit hold.