Video : Tipsbladet
Premier League

Roy Keane revser dansk stjerne

Pierre-Emile Højbjerg har fået kritik af Roy Keane efter Tottenhams 3-2-nederlag til Arsenal, hvor den dansk stjerne satte gæsterne i gang med et selvmål.

Pierre-Emile Højbjerg fik for en sjælden gangs skyld chancen fra start, da Tottenham søndag tog imod Arsenal, men derbykampen blev ikke en succesoplevelse for den danske landsholdsstjerne. 

Et kvarter inde i kampen scorede Pierre-Emile Højbjerg nemlig selvmål, da han headede et hjørnespark i eget net. Og ifølge Manchester United-legenden Roy Keane var der ikke blot tale om uheld for Højbjergs vedkommende. 

- Se Højbjerg her. Han står bare i den forkerte position. For en rutineret spiller er hans startposition forkert. Det er et godt indlæg, med masser af fart, men han får positioneret sig selv forkert, lød det i Sky Sports-studiet fra Roy Keane. 

Allerede inden kampen var Roy Keane ude med en kritik af Pierre-Emile Højbjerg. 

- Med tanke på hvor meget rutine, han har, så synes jeg faktisk ikke, at han viser det. Han bliver ofte overløbet. Hans opgave er at beskytte bagkæden. De er nødt til at beskytte deres bagkæde. For en defensiv midtbanespiller bliver han ofte fanget, lød det fra Roy Keane. 

I studiet var Arsenal-legenden Ian Wright også kritisk overfor Højbjerg. Ifølge Wright er der ingen tvivl om, at Martin Ødegaard var glad for at stå overfor Højbjerg og ikke Yves Bissouma. 

- Bissouma er en hurtigere spiller. Hvis du kommer forbi Højbjerg, så er du væk. Bissouma og Sarr er hurtigere. Ham her (Højbjerg, red.) vil gerne spille. Problemet er, at han tror, at han er en spilfordeler.

- Han vil gerne spille den, når de har bolden, men hans naturlige reaktion burde være: 'Jeg er på det her hold for at stoppe ham (Ødegaard, red.), så jeg skal bare holde ham i kort snor', lød det fra Ian Wright. 

Søndagens derby endte med en 3-2-sejr til Arsenal, efter at gæsterne allerede i første halvleg var foran med 3-0.