Video : Tipsbladet
Premier League

Thomas Frank revser Brentfords fans: Hvad fanden!

Thomas Frank var ikke begejstret for klubbens fans undervejs i lørdagens remis med Chelsea. Han har i sinde at tage en alvorssnak med tilhængerne.

Lørdag eftermiddag spillede Brentford og Chelsea uafgjort 2-2 efter en første halvleg, hvor Thomas Franks mandskab var blevet kørt ud af brættet.

Det faldt ikke i god jord hos Brentfords fans, der ved pausefløjtet sendte Thomas Frank og hans Brentford-mandskab i omklædningsrummet med buhråb i ryggen.

Thomas Frank mente slet ikke, at det var den rigtige måde at håndtere situationen på fra klubbens fans.

- Jeg vil gerne tale med tilhængerne omkring buhråbene, når vi er nede 0-1 til Chelsea. Er det opbakning? Hvad fanden. Fansene var fantastiske, da det stod 1-1 og 2-1. Både trænere og spillere kæmper, men vi har også brug for fansene, siger Thomas Frank efter kampen ifølge The Standard-journalisten Nizaar Kinsella.

Nicolas Jackson sendte Chelsea til pause foran 1-0, men det var et forvandlet Brentford-mandskab, der gik på banen til anden halvleg. Her bragte danske Mads Roerslev balance i regnskabet, inden Yoane Wissa på akrobatisk vis sendte hjemmeholdet i front.

I slutminutterne gik det dog galt, da Axel Disasi sendte kuglen i kassen til slutresultatet 2-2. Det er trods alt Brentfords første point efter nederlag i tre kampe forinden. I det hele taget er Thomas Franks Brentford inde i en hård periode, hvor man kæmper for at holde luft til nedrykningsstregen.

Chelsea er omvendt havnet i ingenmandsland midt i Premier League-tabellen, hvilket også skaber pres på Mauricio Pochettino, der i dag fylder 52 år.