Tre spilledages karantæne til Diego Costa
Premier League

Tre spilledages karantæne til Diego Costa

Diego Costa straffes nu i tre spilledage for sin opførsel i lørdagens opgør mod Arsenal.

Diego Costa er ikke den mest populære fodboldspiller i Europa. Chelsea-angriberen har tidligere leveret kontroversielle højdepunkter på banen, og i weekenden var den gal igen. Denne gang provokerede Costa Arsenal-spilleren Gabriel Paulista, der endte med at blive udvist. Costa selv blev dog på banen, og dette fik fans, medier og klubber op i det røde felt. 

Arsenal valgte hurtigt at appellere karantænen til Gabriel. En appel som man tirsdag fik medhold i. I stedet blev Diego Costa anklager for usportslig opførsel, hvor landsholsspilleren risikerede en længere karantæne. Tirsdag aften kunne det engelske fodboldforbund, FA, da også meddele, at man slår hårdt ned på episoden.

Forbundet har givet Diego Costa tre spilledages karantæne. Samme straf som man gav Gabriel i første omgang, der dog ikke kan se frem til en tur på tribunen. Det kan nu i stedet Costa, der for alvor har stået overfor vrede og debat i de seneste dage. Arsenal-manager Arsene Wenger var blandt andet ude med riven, mens flere af de øvrige mandskaber i Premier League har ytret sig.

Selvom Gabriel Paulista gik fri, er det endnu ikke sikkert, at Arsenal-spilleren slipper for straf. Der kan nemlig fortsat vente en bøde for usportslig adfærd.

Chelsea FC har endnu ikke kommenteret beslutningen fra FA.