United forbereder fire store indkøb til sommer
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

United forbereder fire store indkøb til sommer

Til sommer kan Manchester United få tilgang af hele fire profiler, ligesom op mod ti spillere kan forlade førsteholdstruppen.

Det er kun lidt over et halvt år siden, at Manchester United kastede sammenlagt halvanden milliard kroner efter nye spillere, og til sommer er klubben tilsyneladende klar til at åbne det store checkhæfte igen. 

Daily Telegraph skriver, at Louis van Gaal har fået bevilliget penge til at hente fire profiler til holdet. Den hollandske manager skulle være på udkig efter både en højreback, midtstopper, central midtbanespiller og angriber.

Ifølge avisen har klubben gennem længere tid holdt øje med Southamptons back Nathaniel Clyne, mens man både overvejer bud på Athletic Bilbaos Aymeric Laporte og Borussia Dortmunds Mats Hummels til midterforsvaret. 

Van Gaals kæledægge fra det hollandske landshold, Kevin Strootman, skulle stadig figurere højt på ønskelisten, selv om midtbanemanden netop har været igennem endnu en operation og først ventes klar til sommer.

Sidst, men ikke mindst, lurer United altså også på en angriber som afløser for Radamel Falcao, som ikke får sin lejeaftale vekslet til en permanent en af slagsen. Her skulle Paris Saint-Germains Edinson Cavani være den dyre løsning, mens Burnleys Danny Ings, hvis kontrakt udløber til sommer, er et billigere alternativ. 

Derudover mener Daily Telegraph at vide, at op mod ti førsteholdsspilleres fremtid i klubben er usikker. Mest nævneværdigt er både Chris Smalling, Phil Jones, Jonny Evans, Javier Hernandaz og Rafael da Silva i fare for at blive solgt.