Video : Tipsbladet
Premier League

United-legende: Zlatan er ikke et menneske

Andy Cole er meget imponeret over Zlatan Ibrahimovic' genoptræning.

Zlatan Ibrahimovic tog i sidste sæson Manchester United og Premier League med storm, da han i en alder af 35 år scorede mål efter behag i den bedste engelske række og i flere omgange var redningsmand for Jose Mourinhos mandskab. 

En slem skade i Europa League-kvartfinalen mod Anderlecht tilbage i april satte dog en stopper for den store svenskers glimrende debutsæson i England, og i første omgang lignede det, at fodboldverdenen havde set det sidste til Zlatan Ibrahimovic.

Trods den slemme knæskade og et kontraktudløb i sommers har angriberen dog valgt ikke at give op, og efter et have arbejdet intensivt er Zlatan nu tilbage på træningsbanen.

Resultatet er, at United har valgt at forlænge svenskerens kontrakt, og forleden udtalte Jose Mourinho, at han allerede forventede at have angriberen tilbage i slutningen af dette år.

Det tidlige comeback skyldes i høj grad en imponerende genoptræning. Det kan United-legenden, Andy Cole, bevidne:

- Det går super godt for Zlatan. Jeg havde en snak med ham i træningsrummet den anden dag. Han ser frem til at komme tilbage i december eller januar, og jeg tror helt sikkert, at han vil kunne give holdet noget. Han var utrolig i sidste sæson, og det bliver godt at se ham tilbage, fortæller den tidligere angrebslegende til Uniteds hjemmeside og fortsætter:

- December eller januar er imponerende. Han siger det jo selv: Han er ikke et menneske. Det er meget sjovt, men hans entusiasme og resultater taler for sig selv, siger Andy Cole.

Manchester United er fortsat ubesejret i denne sæson, hvor særligt holdets nye 9'er Romelu Lukaku har imponeret. Senere denne lørdag møder de Huddersfield.