Premier League

- Vi er ikke arrogante. Vi er bare bedre

»At sælge sponsorater for Manchester United er ikke så forskelligt fra at sælge IT eller kopimaskiner. Ethvert salg kræver hårdt arbejde.« Det siger danske Casper Stylsvig, som er Global Sponsorship Director for den engelske storklub, hvortil han blev headhuntet fra en lignende stilling i FC Barcelona. Casper Stylsvig har været med til at skabe en vækst i Uniteds sponsorindtægter på 250 procent over fem år. Tipsbladet mødte ham efter et foredrag i Århus.

Som at sælge IT og kopimaskiner
Casper Stylsvig havde lært at tale spansk, ligesom sin kone Ingrid, og parret befandt sig egentlig godt i Barcelona, hvor de havde regnet med at bosætte sig permanent. Men tilbuddet fra Manchester United indebar en stor lønforhøjelse, større selvstændighed i arbejdet, og bopæl i London-bydelen Chelsea. Londons status som europæisk finanscentrum gjorde det desuden muligt for Ingrid at finde arbejde i byens finansielle sektor, hvor hun også arbejder i dag. Samlet set var tilbuddet for godt til at afslå.

»Det er et spændende, men også meget hårdt arbejde, og jeg har selvfølgelig givet afkald på en masse ting gennem min karriere. Jeg har boet i udlandet i de seneste 16 år. Jeg har heldigvis en stor familie og stadig en stor gruppe venner i Danmark, men det har været lange arbejdsdage, og man skal have store ambitioner, som måske er lidt mere udanske, end hvad man normalt ser.«

Casper Stylsvig har siddet i stillingen siden og sammen med godt 45 kolleger været med til at skabe særdeles flotte resultater. Sponsorindtægterne i Manchester United er således steget med 250 procent de seneste fem år.

Godt hjulpet på vej af Manchester Uniteds fortsatte succes på banen.

»I en fodboldklub er der både en fodbolddel og en kommerciel del, og det er lettere at skabe succesen kommercielt, hvis du har succes på grønsværen også. United har jo et godt udgangspunkt med vores historie sportsligt. Hvis du ikke har det, er det op ad bakke. Tag Manchester City, som prøver at gøre det samme. De har kun vundet et trofæ i 35 år, men prøver nu at bygge den rigtige struktur og hyre de rigtige mennesker. De prøver at fortælle, at de vil være en succes i fremtiden, hvor vi også har en historie at bygge det på,« siger Casper Stylsvig.

Men dermed langtfra være sagt, at Manchester United kommer sovende til skillingerne.

»At skabe sit kommercielle image som klub er en kæmpe proces, som tager år og år. Folk bliver ved med at sige til mig: »Det er også nemt for jer, fordi I er Manchester United«, men nej. Det er lige meget, om du sælger IT, kopimaskiner eller Manchester United. Ethvert salg kræver en indsats. Du skal være proaktiv, komme ud og snakke med kunderne. Kun få smider mange millioner, fordi de er fans. Telefonen ringer ikke af sig selv.«

»Det gælder om at have den rigtige strategi i orden som klub. Du skal kende dit brand. Hvad er det for nogle værdier, du har? Er det kun England, du satser på? Eller er det Asien, Mellemøsten eller hele verden? Så gælder det om at komme til bunds det sted og finde ud af, hvad det er, som tricker fansene. Du skal vide, hvad det er, målgruppen gerne vil have. Eller rettere sagt; de er måske ikke bevidste om, hvad de gerne vil have endnu, men de er i hvert fald åbne over for en vis type produkter.«

»Når jeg så snakker med en ny potentiel stor sponsor, skal jeg overbevise dem om, at kunderne vil købe deres produkt, hvis produktet er associeret med Manchester United, og det er der heldigvis mange, der gerne vil. Kumho Tires fordoblede deres salg i England, efter at de blev sponsor. I Indonesien solgte mobilselskabet 3 langt flere taletidskort med Manchester United-logo på, end dem uden.«

Sponsorerne får mere ud af at pumpe penge i Manchester United end blot øget opmærksomhed og indtægter. De får også et netværk blandt de andre sponsorer, sådan så trøjesponsoren Aon for eksempel sælger forsikringer til transportpartneren DHL. Det øger salget internt i det, Casper Stylsvig kalder Manchester United-familien og en del af pengene falder tilbage i Manchester Uniteds kasse.

Gysserne er hos sponsorerne
Hvilket er meget vigtigt i en tid, hvor verdens største klubber konkurrerer voldsomt på indtjening for at dominere sportsligt.

»Det kommercielle er utrolig vigtigt. I Manchester United har vi tre indkomstkilder. Den ene er media/broadcasting, altså vores tv-rettigheder. Vi sælger ikke selv vores medierettigheder, for det er en kollektiv aftale med de andre klubber i Premier League. Så har vi det, vi kalder for stadium, altså vores billetter og andet salg på stadion. Uanset hvad kan vi kun sælge 76.000 billetter. Vi kunne bygge et større stadion og stadig have udsolgt, men vi vil bevare en form for eksklusivitet og mystik omkring det at komme på Old Trafford, så det skal være svært at få en billet. Vi kunne hæve billetprisen, men de er i forvejen dyre, og vi ville få ballade med fansene.«

»Men der hvor du virkelig kan tjene penge, og der hvor mange klubber har været bange for at gå ind, fordi det kræver en stor indsats, det er den kommercielle del med at sælge sponsorater. Det er her, jeg sidder. Vi har immervæk formået at øge indtægterne fra vores sponsorater med 250 procent inden for de seneste fem år, så der er et kæmpe potentiale her. Det er ikke kun et spørgsmål om at give sponsorerne billetter og sætte deres klistermærker op på stadion. Det er en service, vi som klub yder til dem.«

En del af den tankegang kan og bør danske fodboldklubber uden videre adoptere, mener Casper Stylsvig. De danske klubber har med få undtagelser præsteret røde tal over en bred kam de sidste år og undskylder gerne de dårlige regnskaber med markant lavere sponsorindtægter på grund af finanskrisen. Men den går ikke, mener han.

»Danske klubber burde gøre mere ud af sponsorpleje. Finanskrisen er ingen undskyldning. Netop finanskrisen er det, som kan give muligheder for, at du kan overleve frem for andre og få din vare ind. Vi har ikke mærket finanskrisen. Vi solgte vores trøjesponsorat til Aon for tre år siden, da krisen var allerværst, og vi fik den højeste pris, der nogensinde var betalt for et trøjesponsorat,« siger Casper Stylsvig.

Forsamlingen i Musikhuset har fået sit wake up-call, Casper Stylsvig har uddybet nogle temaer over for Tipsbladet, og han haster videre til dagens to næste stop på foredragsturnéen; Randers og Brøndby, inden han vender hjem til dagligdagen i London.