Villa-chok: Fabian Delph skal under kniven
Illustration
Premier League

Villa-chok: Fabian Delph skal under kniven

Den engelske landsholdsspiller, Fabian Delph, skal opereres i skulderen, efter han faldt uheldigt ned på jorden under træningen tidligere på ugen.

Der er tikket forfærdelige nyheder ind til Aston Villa-manager Paul Lambert i dag, efter det er kommet frem, at Birmingham-klubben må undvære midtbaneprofilen Fabian Delph i et længere stykke tid.

Den engelske landsholdsspiller faldt uheldig ned under træningen tirsdag og beskadigede sin skulder. Den er fredag blevet undersøgt, og desværre for Villa og Delph er en operation nødvendig.

Det kan komme til at koste den 25-årige midtbanespiller en lang pause helt frem til slutningen af december, og dermed misser Delph med stor sandsynlighed de næste 11 Premier League-kampe, der blandt andet tæller kampene i det tætpakkede juleprogram.

Også det engelske landshold må klare sig uden Delph, når det i næste måned atter går løs i EM-kvalifikationen mod Slovenien samt i den efterfølgende venskabskamp mod Skotland.