Barcelona knuste Elche
Foto: Polfoto
La Liga

Barcelona knuste Elche

Barcelona-spillerne svarede effektivt tilbage på de seneste dages ballade i den katalanske storklub ved at vinde med hele 5-0 over Elche i Copa del Rey.

Der har været travlt omkring Barcelona i den seneste tid. I weekenden blev det til et nederlag til Real Sociedad, Andoni Zubizarreta er blevet fyret som sportsdirektør, klubpræsident Josep Maria Bartomeu afslørede, at der vil blive afholdt valgt efter sæsonen, og så har Lionel Messi været meldt på vej til Chelsea på grund af en teknikalitet på Instagram.

Men spillerne svarede godt igen med en koncentreret indsats mod et Elche-mandskab, der blev sat eftertrykkeligt på plads efter en sløv start.

10 minutter før pausen blev der nemlig for alvor sat gang i Barcelona-spillet, og hjemmeholdet på Camp Nou vadede i store muligheder.

Først fik Neymar en stor chance, som brasilianeren dog brændte på det skammeligste. Men den offensive profil skulle dog ikke bruge mange sekunder, før han lidt efter satte sidste fod på et godt indlæg fra Luis Suárez, og så blev det også til 2-0, da Suárez fem minutter senere tog bolden godt med og køligt tog et træk ind i banen, hvorefter uruguayaneren kælent lagde bolden forbi målmanden.

Kort efter fik Lionel Messi et mål annulleret, da der kort forinden havde været hånd på bolden, men den argentinske stjerne blev ikke snydt, for det blev også til 3-0 ved et straffesparksmål fra Messis fod.

Således rystet kunne Elche-spillerne gå til pause bagud 0-3 efter at have spillet fornuftigt i størstedelen af første halvleg, og det blev ikke bedre i de sidste 45 minutter. Først flænsede Lionel Messi Elche-forsvaret op med en følt indenomsaflevering til Jordi Alba, der levede op til det forrygende oplæg med at sætte bolden i nettet, og kort efter kom Neymar så endnu engang på scoringstavlen, da han tævede bolden op under overliggeren fra en position godt udenfor feltet, hvor han først snød et par Elche-spillere, før der blev lagt an til skud.

Derfra blev der lempet en smule på gassen hos Barcelona-spillerne, der ikke scorede yderligere, men det må kunne karakteriseres som blot en formsag for Barca-spillerne at sikre sig plads i kvartfinalen i næste runde, hvor modstanderen bliver Real Madrid eller Atlético Madrid.

Returkampen mellem Elche og Barcelona spilles næste torsdag.