Dansk talent forlænger med Atletico Madrid
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
La Liga

Dansk talent forlænger med Atletico Madrid

Gonzalo Jørgensen har forlænget sin aftale med Atletico Madrid.

Han er ungdomsspiller i en af Spaniens største klubber, og det kommer han til at være i en rum tid endnu. Dansk-spanieren Gonzalo Jørgensen har sat sin signatur på en ny aftale med Atletico Madrid. Det bekræfter hans far, Thomas Jørgensen, over for tv3sport.dk.

17-årige Gonzalo Jørgensen har dansk far og spansk mor og er i øjeblikket en del af Atletico Madrids ungdomshold. Venstrebacken har været inde omkring danske U-landshold, og nu er han altså blevet belønnet med en ny aftale med den spanske klub, der i 2014 vandt det spanske mesterskab og tabte Champions League-finalen. Han har således fået en aftale, der løber frem til sommeren 2017.

- Klubben ville gerne have forlænget endnu længere, men Gonzalos agent mente, at det var bedst ikke at binde sig længere end til og med U19-tiden, så han er fri, når han bliver seniorspiller, for så må vi se, hvor han står på det tidspunkt, siger Gonzalos far, Thomas Jørgensen, til TV3 Sport.

I alle kontrakter, som klubber i Spanien indgår, skal der være en frikøbsklausul. Det er der således også i Gonzalo Jørgensens aftale, og den lyder på en million euro - altså godt 7,5 millioner kroner.