Malaga-spiller tog kvælertag på Messi
Illustration
La Liga

Malaga-spiller tog kvælertag på Messi

Malagas Weligton så gult under Malagas kamp mod Barcelona, fordi han tog kvælertag på Messi. Nu forklarer han hvorfor.

Den argentinske superstjerne Lione Messi gik fra banen uden mål, da FC Barcelona onsdag aften måtte nøjes med 0-0 ude mod Malaga. Kampen var på mange måder en sløj affære, FC Barcelona havde eksempelvis ikke et skud inden for rammen.

Men syv minutter før tid var der alligevel drama, da Messi var i karambolage med Malagas Weligton. Malaga-kaptajnen tog fat om halsen på Messi og fik overraskende nok kun gult kort for aktionen.

Efter kampen fortalte den 35-årige brasilianer om situationen til spansk tv.

- Messi kaldte mig søn af en luder. Det var et spil, hvor jeg forsøgte at danne mur (Barcelona havde frispark, red.). Jeg kom ved et tilfælde til at ramme ham i ansigtet, han kom derefter efter mig og råbte "hijo de puta" - så var det, at jeg tog fat i ham. Dette er sådan noget, der bliver på banen, siger Weligton.

Det var FC Barcelonas første pointtab i denne sæson, den spanske klub fører dog stadig La Liga efter fem kampe. Holdet har 13 point, samme antal som Sevilla.