Michael Laudrup revser Benzema og Benitez efter El Clasico
Foto: Francisco Seco/Polfoto
La Liga

Michael Laudrup revser Benzema og Benitez efter El Clasico

Karim Benzema og Rafa Benitez får en hård medfart efter Barcelonas sejr på 4-0 over Real Madrid.

For Real Madrid blev lørdag aften et mareridt, da de tabte med hele 0-4 til Barcelona, og det var en kamp, hvor stort set ingenting fungerede for Madrid-klubben. Efter kampen var Michael Laudrup ude med riven mod den tabende klub.

Det gjorde han på TV3 efter kampen, hvor han især gik efter Karim Benzema, der stort set ikke kom frem til noget i kampen. Her efterlyste Laudrup en udskiftning og satte spørgsmålstegn ved om den sag, der kører mod franskmanden har haft sin betydning.

- Jeg har set Benzema mange gange, og jeg synes, han er en god angriber. Det kan være, at det er pga. de problemer, han har udenfor fodbolden. Men han ligner jo en, der er old boys-spiller. Det kan man bare ikke bruge til noget. I dag får han lov til at spille i 90 minutter. Det forstår jeg bare ikke. Det er nogle ting, som kommer til at hænge på Benitez. Det er nogle ting, som han kommer til at blive kritiseret så meget for de næste par dage. At komme ind til anden halvleg med de samme 11, som man havde i første halvleg, og at han lader en som Benzema spille i 90 minutter, siger Michael Laudrup. 

Han ser dog også andre grunde en bare Benzema. Skaderne i truppen har også haft sin betydning, forklarer Laudrup. Dog kunne det taktiske oplæg med en 4-3-3 være bedre, lyder det fra den tidligere Real Madrid- og Barcelona-spiller.

- Real Madrid har ikke været oppe på det niveau, som vi ved de kan, og med de spillere, som de har til rådighed. En del skader har der været, men det har ikke været 8 uger som Messi. Alligevel nok til at skade rytmen. Det ser man ikke mod Elche og Getafe, men mod Valencia og Villareal, så kan man ikke - og mod Barcelona han man slet ikke. 

- Når man ved, at Barcelona sandsynligvis starter uden Messi og med fire midtbanespillere, så stiller man selv med tre angribere, som ikke forsvarer overhovedet plus en James, der heller ikke forsvarer så meget. Så lægger man det hele på Modric og Kroos. Så er man dømt til ikke at have bolden så meget. Og så har man ingredienserne til at få en hård dag, siger Laudrup.

Barcelonas sejr betyder, at de nu er seks point foran Real Madrid, og har hjemmebanefordelen, når de to hold mødes til foråret.