Officielt: Valencia forlænger med profil
La Liga

Officielt: Valencia forlænger med profil

Daniel Parejo har sat sin underskrift på en ny aftale i Valencia, der løber i fire år.

Valencia havde meget at glæde sig over i den forgangne sæson. Efter storspil og stabilitet tog den spanske klub en fjerdeplads i Liga BBVA, og skal dermed spille Champions League-kvalifikation i den kommende sæson. En af arkitekterne bag succesen har været 26-årige Daniel Parejo. 

Midtbanespilleren har strålet sæsonen igennem, hvor han med flere afgørende aktioner har sat modstandere ud af spillet. Denne sommer var målet en forlængelse, og denne er nu på plads. 

Valencia meddeler, at Parejo skriver en fireårig aftale frem til 2020, og det er noget, der glæder hovedpersonen selv: 

- Dette er en af de bedste dage i mit liv. Det her var, hvad jeg ønskede, og det har stået klart for alle. Jeg var hele tiden optimistisk omkring, at vi kunne finde en løsning, siger en glad Daniel Parejo til klubbens hjemmeside og fortsætter: 
 
- Vi har et godt hold, mens vi har en god identitet i klubben. Projektet bliver bare bedre og bedre for hver dag siden Peter Lim kom til som ejer, og med Nuno som træner har det været glimrende. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke ville blive mere glad i en anden klub. Jeg er yderst tilfreds her, og dette skyldes klubbens samt fansenes tillid til mig, understreger midtbanespilleren. 
 
Den tidligere Real Madrid-spiller har optrådt 149 gange for Valencia, efter han i 2011 kom til fra Getafe. Parejo står noteret for 18 scoringer.