Ronaldo ydmygede svage Granada
Foto: Daniel Ochoa de Olza/Polfoto
La Liga

Ronaldo ydmygede svage Granada

Real Madrid vandt 9-1 over Granada i søndagens tidlige La Liga-kamp, og Cristiano Ronaldo stod bag fem af scoringerne i James Rodriguez' comeback.

James Rodriguez var tilbage for Real Madrid, der besejrede Granada med hele 9-1. Colombianeren spillede en fremragende kamp og stod blandt andet bag to oplæg, men det vil være Cristiano Ronaldo og hans fem mål, der løber med overskrifterne. 
 
Kampen startede underholdende, og inden for det første kvarter var både Karim Benzeman, Gareth Bale og Cristiano Ronaldo tæt på at score. I den anden ende af banen så Real Madrids forsvar dog også usikkert ud, og Granada kunne såmænd også have bragt sig foran i kampens start.
 
Efter 22 minutter brændte Alvaro Arbeloa en kæmpe chance, da han få meter fra mål sendte bolden forbi med ydersiden. Det gjorde dog ikke så meget tre minutter senere, da Bale bragte Real foran. Waliseren driblede uden om målmanden og kunne nemt sende bolden i det tomme mål.
 
Herfra gik det stærkt. I det 30. minut scorede Cristiano Ronaldo til 2-0, og otte minutter senere havde han scoret hattrick. Det var Ronaldos 24. hattrick; det hurtigste hattrick i karrieren og det hurtigste Real-hattrick siden 1992. 
 
4-0 var stillingen ved pausen, og de fremmødte på Santiago Bernabeu skulle ikke vente lang tid i anden halveg på at få flere mål. Først scorede Benzema i det 52. minut efter et hjørnespark, hvor han fik tid og plads til at tæmme bolden med brystet og flugte i mål. 
 
To minutter senere kom Ronaldo på tavlen for fjerde gang og nåede dermed op på 35 ligamål - tre flere end Lionel Messi. 
 
I det 56. minut scorede Benzema så sit andet mål, da han fik alt for meget plads i feltet igen og både kunne tæmme og drible, inden han sparkede målet ind til 7-0. 
 
De suveræne værter skruede en smule ned for tempoet i den sidste halve time, men kom alligevel til masser af chancer. Ronaldo kunne sagtens have scoret endnu flere mål, og Granadas forsvar blev ved med at skænke påskegaver.
 
Med 17 minutter tilbage havde Real Madrid dog også en gave klar til de ydmygede gæster. Robert Ibanez fik lov til at løbe umarkeret gennem forsvaret, og i helt fri position kunne han sende bolden mellem benene på Iker Casillas til 7-1.
 
Real Madrid var dog ikke færdige med målfesten. Efter 83 minutter sendte Luka Modric et fladt indlæg ind mod Cristiano Ronaldo, men inden det nåede så langt, havde Diego Mainz prikket bolden i eget mål til 8-1. Og som om det ikke var nok, scorede Ronaldo sit femte mål på hovedstød efter Modric' frisparksindlæg i det 90. minut. 
 
Dermed lagde madrilenerne maksimalt pres på FC Barcelona, der spiller mod Celta Vigo i aften. Barcas forspring er nu nede på ét point, men det kan blive til fire igen med en sejr.