Største asiatiske handel i historien: Atletico-angriber skifter til Kina
Foto: Francisco Seco/Polfoto
La Liga

Største asiatiske handel i historien: Atletico-angriber skifter til Kina

Guangzhou Evergrande har slået transferrekord med købet af Jackson Martinez fra Atletico Madrid.

Colombianske Jackson Martinez kan nu bryste sig med at være den dyreste spiller nogensinde i asiatisk fodbold.

Angriberen skifter fra spanske Atletico Madrid til kinesiske Guangzhou Evergrande for 42 millioner euro - svarende til cirka 313 millioner kroner.

Transfervinduet er ellers lukket ned over hele Europa, men i Kina lukker vinduet først den 26. februar. Derfor skifter Martinez med øjeblikkende virkning.

Jackson Martinez blev tilovers i Atletico Madrid, hvor holdets træner, Diego Simeone, havde bedt klubben om at sælge ham.

I stedet ville Simeone ifølge det spanske medie AS hente Diego Costa tilbage til klubben, men Chelsea ville ikke sælge. Heller ikke selv om Jackson Martinez var en del af handlen.

Atletico Madrid prøvede derfor at presse handlen igennen med Guangzhou allerede mandag, så de kunne nå at bruge pengene på en ny angriber, men Martinez var først overbevist om det kinesiske tilbud en dag senere.

Guangzhou Evergrande, som har brasilianske Luiz Felipe Scolari som træner, vandt i sidste sæson den kinesiske liga foran Shanghai SIPG, hvor danske Mads Davidsen er tilknyttet.