Suarez: Rodgers er fortsat den rigtige mand for Liverpool
Illustration
La Liga

Suarez: Rodgers er fortsat den rigtige mand for Liverpool

Luis Suarez har fortsat stor tillid til, at Brendan Rodgers vender Liverpool-nedturen og får holdet tilbage på toppen.

Luis Suarez er ikke i tvivl om, at Brendan Rodgers fortsat skal være manden med ansvaret i Liverpool. Den nuværende Barcelona-stjerne forlod Liverpool i sommer efter en tumultarisk VM-slutrunde, der endte med karantæne, og selvom han nu gør sig i Spanien, har han fortsat stor tillid til sin tidligere chef.

Uruguayaneren forstår fansenes skuffelse over den seneste tids resultater, men han tror på, at holdet kan komme igen.

- Liverpool vil være skuffet over ikke at avancere fra gruppen i Champions League, men det vigtigste er, at de var tilbage og spille på højeste niveau i denne sæson. Det giver dem noget at bygge videre på, siger Suarez ifølge Daily Mail.

- Denne sæson var de tilbage i Champions League på grund af Brendan Rodgers - og han er den rigtige mand til at føre dem tilbage i næste sæson. De skal kvalificere sig til Champions League i næste sæson. Om det kommer gennem ligaen eller ved at vinde Europa League - det er ikke vigtigt lige nu. Denne sæson må bare ikke stå alene, fordi Champions League er der, hvor klubben hører til, og det er det, fansene forventer, lyder det videre fra Barcelona-angriberen.

Luis Suarez har spillet 10 kampe og scoret to mål for Barcelona i denne sæson.