La Liga

Tito Vilanova - den helt rigtige for Barca

For kun et halv år siden var han dødeligt syg af kræft. Nu har ædedolken Tito Vilanova kastet sig over en nærmest uoverkommelig menu: At gå i fodsporet på Pep Guardiola og føre Barcelonas spilkoncept videre mod nye triumfer. Umuligt, vil mange mene. Men dem, der kender ham, siger tværtimod: Han er den helt rette.

Bragt i Tipsbladet den 3. maj 2012

- Jeg har det fint, tak.

Sådan lyder den sætning, som Tito Vilanova har gentaget flest gange siden den 22. november 2011. Faktisk siger han disse ord så mange gange om dagen, at han er ved at være en smule træt af det. Han forsøger dog at bevare tålmodigheden, tæller til tre og trækker vejret dybt, inden han gentager den evindelige remse.

- Jeg har det fint, tak.

Sagen er den, at Tito underkaster sig en månedlig kontrol på Vall d'Hebron hospitalet i Barcelona for at være sikker på, at hans kræfttumor i ørespytkirtlen ikke vender tilbage. For mere end fem måneder siden blev han hasteindlagt i over fem timer for at få fjernet en ondartet kræftknude.

Siden har han været under streng medicinsk behandling og desuden været udsat for regelmæssig strålebehandling. I dag synes alt dette at være glemt. Det minder blot om en svær periode i hans liv.

- Det onde er fortid, lyder en fast bestanddel af hans sproglige repertoire.

Således bemærker man knap nok operationsarret på hans hals, som han under alle omstændigheder forsøger at skjule ved at gå med striktrøjer med høj krave eller halstørklæder.

Han er så forfængelig, at da han som ung boede på Barcelonas fodboldskole »La Masia« og delte oplevelser og lektioner med Pep Guardiola, så var han altid den sidste, der kom ned til morgenmad, fordi han brugte adskillige minutter foran spejlet på at ordne sit hår. Hans holdkammerater gav ham derfor øgenavnet "Greven".

Han mistede dog en stor del af sit aristokratiske image ved spisetid, hvor han kastede sig over maden som en sand ædedolk. Han satte så meget til livs, at Pep og ham selv hurtigt sluttede sig til »Penya Golafre« [en klub for ædedolke] sammen med Jordi Roura, som i øjeblikket lader til at blive Barcelonas assistenttræner. De tre plejede at konkurrere om, hvem der kunne spise mest på kortest tid. De lavede ædekonkurrencer foran deres måbende holdkammerater, der ikke kunne begribe, at tre så slanke og atletiske kroppe kunne rumme så meget mad.

Francesc Tito Vilanova blev født for 42 år siden i en lille landsby i Empordà provinsen i Catalonien, hvor hans forældre havde en urtehave og en grønthandlerbutik. Han begyndte hurtigt at udfolde sit talent på den lokale klub Palafrugells ungdomshold, hvor han skilte sig ud med sin imponerende højde [tankestreg] 1,78 meter i en alder af bare 12 år [tankestreg] og sin tekniske kunnen. I 1984 forlod han landsbyen og tog til Barcelona for at indtage hele verden. Hans tid på »La Masia« udviklede ham som person og gav ham erfaringer for livet samt om muligt endnu mere appetit på fodbolden. Han fik desuden adskillige gode venner, som i dag arbejder som hans medhjælpere i klubben, for eksempel Jordi Roura og Aureli Altamira. Sidstnævnte står for den fysiske træning og havde selv ry for at være en spinkel og elegant spiller.

Vilanova nåede aldrig at debutere for Barças førstehold i en officiel kamp, men derimod i en venskabskamp. Det var således ét af skæbnens luner, der fik Johan Cruyff til at tage to unge knægte med til venskabskampen imod catalanske Banyoles, hvilket betød debut til Pep Guardiola  - og til Tito Vilanova, der efter pausen kom på banen i stedet for sin ven. Det var både første og eneste gang, at Tito spillede med førsteholdet. Således er den 1. maj 1989 en dato, som den kommende Barcelona-træner aldrig vil glemme.

Træneren Jorge D'Alessandro, der er en lidenskabelig forsvarer af Peps måde at lede Barça på, var den første til at give Tito en vej væk fra Barça, da han blev klar over, at klubbens ledelse ikke så nogen fremtid i den unge spiller. Han skiftede således til Figueres, hvor han var med til at spille playoff-kamp om oprykning til Primera División i 1991-92, men holdet endte med at tabe til Cádiz.

Derefter fulgte en række forskellige hold -  Celta, Badajoz, Mallorca, Lleida, Elche og Gramanet  - og han blev således til en vaskeægte fodbold-globetrotter, og samtidig sugede han en masse viden og erfaring til sig fra de forskellige trænere, som hver havde deres egen metode og tilgang til spillet.