Video : Tipsbladet
Rygter

Stjerneagent: Zlatan kan ende her

Mino Raiola nævner den italienske Serie A som en mulighed for Zlatan Ibrahimovic.

Den italiensk-hollandske stjerneagent Mino Raiola kan både prale af klienter som Paul Pogba, Romelu Lukaku og Gianluigi Donnarumma.

Men det er ingen hemmelighed, at Raiolas absolutte superstjerne er Zlatan Ibrahimovic, og da svenskerens kontrakt i Manchester United udløber denne sommer, er det stadig uvist, hvor den store angriber fortsætter karrieren.

Nu åbner agenten så op for, at Zlatan kan vende tilbage til den italienske Serie A:

- Mange klubber er interesserede i Ibrahimovic. Fra MLS i USA – men også Italien kunne være en mulighed, fortæller Raiola til flere internationale medier ifølge tv3sport.dk

Særligt Napoli har været et af de hotteste emner, men Raiola fortæller i den forbindelse, at det virker usandsynligt, selvom de holder alle døre åbne. 

Zlatan Ibrahimovic har en fortid i både Juventus, AC Milan og Inter, så han kender det italienske godt. Han har vundet ligaen imponerende seks gange og er blevet topscorer to gange.